Her ligger Kysthjælpers fire nye stenrev i Limfjorden
Fire nye stenrev ligger nu i Limfjorden og danner grobund for mere liv i fjorden. Alle de nye rev kan udforskes med snorkling.
Kysthjælpers nye stenrev har modtaget økonomisk støtte fra:
• Aalborg Kommune
• Friluftsrådet – Udlodningsmidler til Friluftsliv
• Lystfisker Danmarks pulje ”Bedre lystfiskeri i Danmark”
• Lunar
• Niras
• Nordlys Vækstpulje
• Hedeselskabet
Driften af Kysthjælper er finansieret af Velux Fonden.
600 tons sten blev i juni måned lagt ud i Aalborg Kommunes del af Limfjorden og danner nu fire nye stenrev. Revene er placeret ved udløbet af Lindenborg Å og udløbet af Binderup Å, ud for Lindholm Strandpark i Aalborg og ved Hummerbanke ud for Gjøl.
De fire rev er blevet til virkelighed i et samarbejde mellem frivillige kysthjælpere, Limfjordsrådet og projekt Kysthjælper. Projektet har desuden fået økonomisk støtte af en række donorer, som gerne vil bidrage til arbejdet for en bedre miljøtilstand i Limfjorden.
– Vi er glade for og stolte over, at det er lykkedes at få økonomisk støtte fra så mange virksomheder og organisationer. Uden de midler var der aldrig kommet 600 tons sten i vandet, for det koster mange penge at anskaffe stenene og at lægge dem ud, siger Frederik Svendsen, der er fritidsfisker og frivillig kysthjælper.
De mange sten kommer både fra anlægsopgaver i Aalborg Kommune, fra sponsorer og fra borgere, der i årets løb har afleveret deres havesten i særlige containere på genbrugsstationerne.
Spredte sten på bunden
De nye stenrev består af sten, der er spredt ud på bunden som små pyramider i klumper. Samtlige rev ligger relativt tæt på kysten på maksimalt 3,5 meters dybde. Revene er derfor egnede til snorkling for dem, der kunne tænke sig at se, hvordan livet folder sig ud på et nyt stenrev.
– Det er ret spændende at følge med i, hvordan der efter kort tid kommer småfisk i et nyanlagt stenrev, og hvordan der inden for det første år begynder at vokse tang og sætte sig muslinger på stenene, siger biolog og projektleder i Kysthjælper, Erik Haar Nielsen.
Han forklarer, at stenrev af typen ”spredte sten” danner grobund for meget liv under overfladen.
– Alle de nye rev er anlagt som spredte sten på bunden, og det giver et stort overfladeareal, som danner levesteder for planter, smådyr og fiskeyngel. Til gengæld får vi ikke de høje, huledannende stenrev, hvor større fisk som torsk kan gemme sig. Dem bliver der heldigvis arbejdet med andre steder i landet, siger Erik Haar Nielsen.
Her er de nye stenrev placeret:
Besøg de nye rev
I løbet af efteråret vil projekt Kysthjælper besøge de nye rev sammen med frivillige dykkere for at tage undervandsbilleder og undersøge, hvordan livet udvikler sig på revene.
Er du nysgerrig, kan du selv tage på snorkelsafari ved de nye rev, når sigtbarheden i vandet er god. Du kan finde frem til de nye rev ved hjælp af luftfotos, der viser stenenes placering.
– Hver gang der blev lagt en skovlfuld sten ud, så blev der logget en geografisk position på netop den skovlfuld sten. Det er man forpligtet til i forhold til Søfartsstyrelsen, fortæller Erik Haar Nielsen.
Hver eneste skovlfuld sten kan ses som en gul prik på billederne her af de fire rev:
Stenrevet ud for Binderup Å
Ud for udløbet af Binderup Å er stenrevet placeret på ca. 2,3 meters dybde. Revet skal hjælpe de unge ørredsmolt med at finde skjul på deres farlige vej fra åen ud i fjorden. Du kan nemt svømme ud og snorkle hen over revet.
Se GPS-position i Dykkerguide til stenrev ved Binderup Å
Stenrevet ved Hummerbakke ud for Gjøl
Ved Hummerbakke ud for Gjøl er stenrevet placeret på ca. 3,5 dybde. Dette rev kan du også snorkle hen over, men det kræver en båd at komme ud til revet, da revet er ca. 800 meter fra kysten.
Se GPS-position i Dykkerguide til stenrev ved Hummerbakke
Stenrevet ud for Lindholm Strandpark
Ud for Lindholm Strandpark er stenrevet placeret på ca. 2 meters dybde. Det er nemt at svømme ud og snorkle hen over revet.
Se GPS-position i Dykkerguide til stenrev ved Lindholm Strandpark
Stenrevet ud for Lindenborg Å
Ud for udløbet af Lindenborg Å er stenrevet placeret på ca. 2,5 meters dybde. Revet skal hjælpe de unge ørredsmolt med at finde skjul på deres farlige vej fra åen ud i fjorden. Du kan nemt svømme ud og snorkle hen over revet.
Se GPS-position i Dykkerguide til stenrev ved Lindenborg Å
Kurs mod 2. etape
Selvom alle fire stenrev nu er etableret, er kysthjælperne i Aalborg ikke færdige med arbejdet. De er i gang med at forberede 2. etape, hvor der skal fyldes flere sten på alle fire rev.
– Derfor går vi nu i gang med at søge flere midler til udlægning af sten hos en række virksomheder. Vi håber, at vi igen bliver mødt med samme store velvilje, siger kysthjælper Frederik Svendsen.
Tak for støtten til:
Kysthjælper – vi giver havet en hånd
Projekt Kysthjælper arbejder for at forbedre havnaturen og genskabe levestederne for fisk og bunddyr i de kystnære havområder. Arbejdet bliver udført i samarbejde med frivillige og består i udplantning af ålegræs og etablering af mindre stenrev og muslingerev i fire kystnære havområder.
Kysthjælper ledes af Danmarks Sportsfiskerforbund og er finansieret af VELUX FONDEN.
En række forskningsinstitutioner, kommuner og NGO’er er partnere i projektet og bidrager med både viden og stærke hænder for at hjælpe havmiljøet.