Fjeldørred XXL
Den 14-årige storfanger Miilu G. Schmidt fra Grønland har tidligere fanget store og flotte fjeldørreder. Allerede som 9-årig poserede han i Sportsfiskeren med to flotte eksemplarer på 65 og 66 cm. Men nu har han overgået sig selv.
Lørdag d. 15. juli besøgte Miilu en elv dybt inde i Godthåbsfjorden ved Nuuk. Her lykkedes det at overliste en af elvens store ørreder til at forgribe sig på en lille Mepps 2 spinner. Efter en længere kamp med flotte, men også nervepirrende spring krydret med faretruende udløb mellem elvens mange store sten, lykkedes det ham endelig at presse ørreden ind i en lille vig. Her holdt hans mor fisken, mens Millu selv løb til fjelds for at finde en tilpas stor sten til aflivningen. Stor var jubelen da den imponerende 80 cm lange og 5 kilo tunge ørred omsider lå i græsset langt fra elven.
Miilu er nu familiens ubestridte Fjeldørred–konge!