Svært fiskeri ved årets Brakvands Cup
Årets Brakvands Cup blev afviklet i farvandet mellem Møn og Sydsjælland lørdag den 30. september og søndag den 1. oktober, og det blev to dage, der på hver sin måde bød på vejrmæssige udfordringer.
De over hundrede både sejlede ud i hård vind om lørdagen, men det absolut modsatte gjorde sig gældende om søndagen, hvor der op ad dagen blev totalt vindstille. Ingen af delene gav åbenbart gode betingelser for geddefiskeriet, for der blev fanget en del færre fisk end normalt.
Ved den afsluttende præmieoverrækkelse var der fyldt godt op i teltet ved havnen i Stege, og de fremmødte kunne se Morten Bjarkov løbe med 1. præmien. Han fangede en gedde på 95 cm, og det var lige netop én centimeter mere end Ole Nørskov, der kom på 2. pladsen. 3. pladsen gik til Heino Jørgensen, der fangede en gedde på 92,5 cm.