Et loppecirkus: Kystørreder på små fluer

Artiklen er tidligere bragt i Sportsfiskeren nr. 1, 2020.

Kan man egentlig binde alle sine fluer uden at være fluebinder? Det kan man sagtens ifølge Tobias Park, for selv om det ligger ham fjernt at fiske med fluer, som han ikke selv har bundet, så hader han at binde fluer og vil meget hellere bruge tiden på at fiske.

En af de fluer, som Tobias nødtvungent snart må binde flere af, er hans variant af den nordsjællandske Bladlusaborten, som Jesper Fohrmann bandt de første eksemplarer af i starten af halvfemserne. Tobias’ flueæske ser nemlig fælt slunken ud, da vi mødes til en snak om store ørreder og små fluer. Tobias Park stiftede første gang bekendtskab med Bladlusaborten, da han allerede som femårig var med sin far på kystfiskeri efter havørred.

Fast inventar i over 20 år
– Det var min far, som tog mig med på de første kystture. Jeg var endnu ikke gammel nok til at kunne håndtere en fluestang, men jeg husker tydeligt, hvordan min far sirligt monterede den lille flue for enden af det for mig uendeligt lange og tynde forfang, der var bundet til mit bobleflåd. Aborten var fra starten en succes, og jeg syntes, at min far havde opfundet en fantastisk flue. Selvom opskriften i virkeligheden var Jespers. Vi fangede mange havørreder på Bladlusaborten allerede dengang, og siden har mønstret og diverse varianter aldrig forladt min kystæske, indleder Tobias Park.

Men selvom Bladlusaborten er fast inventar, så findes den først frem, når ørrederne er træge.

– For mig er Bladlusaborten fluen til de dage, hvor ørrederne bare ikke vil noget som helst. De umulige dage med umulige forhold. Helt stille og klart vand og så videre. Jeg fisker hellere med større gængse kystfluer, når jeg vurderer, at forholdene er til det, og jeg vil til enhver tid foretrække dagene med lidt riv og rusk og en smule tone i vandet. Ikke desto mindre forbløffes jeg gang på gang over de fisk, jeg alligevel møder på de såkaldte umulige dage. Og ikke mindst over, hvor store nogle af dem er. Faktisk er mine seneste tre fisk over 70 centimeter taget inde på helt lavt vand. Ørredjagt på disse dage er dog ikke for enhver. Man skal have øjnene med sig, og de fisk, jeg får, er oftest ørreder jeg ser på forhånd. Så hvis du normalt er mest til at tæve et par kilometer kyst af i lyntempo med en stor flue, så er det næppe et fiskeri for dig. Jeg er overbevist om, at havde jeg ikke spottet dem på forhånd, så var der nogle af mine bedste fisk, som jeg slet ikke var kommet i kontakt med, siger Tobias.

Undervurderede mikrolopper
Er havørreden først i godt hughumør, så tager den det meste. De fleste er dog også bevidste om, at havørreden i perioder kan være kræsen og svær at få til at bide. Til de selektive fisk tror Tobias Park stærkt på de helt små fluer.

– Jeg tror på, at den kystnære havørred en stor del af tiden er selektiv i sin søgen på føde. Ofte går de store havørreder jo desværre rigeligt langt ude for os fluefiskere, men når først de er helt inde, så vil de næsten altid have en loppe. De små lopper er på ørredens menu i størstedelen af året, og de er et nemt bytte for de ørreder, som bevæger sig ind på det helt lave vand. Fiskene kan selvfølgelig være fokuserede på tobis, børsteorm eller andet, men oftest siger en stor havørred ikke nej til en lille loppe. Det er oftere, at den takker nej til alt muligt andet. Fisker man blot efter teorien eller i forhåbningen om havørredens store hugvillighed, så går man glip af rigtig mange gode fisk. Mikrolopper er stærkt undervurderede på kysten, og det er synd, at flere ikke har fået øjnene op for det.

Når det kommer til fisketeknikken, har lopperne flere fordele – de kan både fiskes aktivt eller svæve.

– Nogle gange affisker jeg kysten med lopperne i moderat til langsom indtagning, men ser jeg fisk, lader jeg tit bare fluen svæve foran. Jeg holder kun lige akkurat linen stram med ottetals nymfeindtagning. Fordelen ved en flue som Bladlusaborten er jo, at den nærmest har støtteben på, når den skal hænge frit i vandet.

Skotsk teknik 
En anden teknik har Tobias taget med hjem fra Skotland, hvor han i en periode arbejdede som ghillie på De Ydre Hebrider.

– På søerne deroppe var det en velkendt teknik at fiske med to fluer. Men ikke som det er udbredt på danske kyster med en lille flue efterfulgt af en stor. Nej, faktisk omvendt. Derfor fisker jeg tit fluer som Aborten som den efterhængte flue efter en større, højtgående flue. Typisk en klassisk muddler a la Muddler Minnow i størrelse 6 eller 8. Muddlerfluen striber i overfladen og skaber opmærksomhed, men ørreden tager som regel hellere den lille flue bagerst. Jeg kan i virkeligheden ikke fordrage det her med at fiske med to fluer, og det er ikke uden risiko med en ekstra krog, når du kroger en stor fisk på lavt vand. Men teknikken er bare forrygende effektiv. Typisk lader jeg muddleren hænge på en kraftig 0,30 mm ophængertafs. Mikrofluen hænger jeg blot cirka 30 til 50 centimeter efter, forklarer Tobias.

Ingen lange forfang
De rolige forhold og delikate, små fluer byder naturligt op til brugen af en meget let flueudrustning, men på grund af chancen for den helt store havørred fisker Tobias altid med det kraftigste fluegrej, som han vurderer muligt på dagen.

– På kysten fisker jeg næsten altid med fluestænger mellem klasse 5 og 7. De forskellige loppefluer fisker jeg næsten altid på en flydeline, men står den på regulær affiskning over lidt dybere vand, så tager jeg eventuelt en hover- eller intermediateline i brug.

Tobias binder selv sine forfang. Dels for at få dem præcist, som han vil have dem, dels for at skåne pengepungen.

– Jeg binder jo en hel sværm af forfang for samme pris som et enkelt købeforfang. Jeg bruger nylonforfang på 10-12 fod, som er justerede efter forholdene. Altså med en længere butt til hårdt vejr eller en længere spids til forsigtig præsentation. Jeg mener ikke, at de superlange forfang, som nogle er fortalere for, er nødvendige til kystfiskeri. Mine forfang ender typisk i en 0,23-26 mm spids, men på 5’er stangen går jeg i enkelte tilfælde helt ned på 0,18 mm, siger Tobias.