Venskab og lederskab på Juniorlederkurset
JLK2017: Hvad er Juniorlederkurset egentlig for en størrelse? Her følger tre kursisters korte beretning fra denne uges kursus.
Nogle danner venskaber gennem ting som fodbold, fester og uddannelse. Andre, som de unge på juniorlederkurset i Aalestrup, danner venskaber gennem fiskeriet. Derudover er det årlige ophold på Juniorlederkurset også en lederuddannelse. Det betyder, at de unge fiskeentusiaster både får venskaber, oplevelser for livet og en uddannelse i at være leder for andre unge fiskere.
Tre af disse ”kursister” ses på billedet øverst i artiklen. De ses her, i hvad man kan kalde deres naturlige habitat, nemlig ved den velfiskende Mariager Fjord.
Bussen kørte klokken 09:00 tirsdag i uge 42, og stemningen var i top blandt de spændte tredjeårs-kursister. Kursisterne og deres ledere blev fordelt på forskellige fiskepladser i fjorden, hvor de både skulle fiske, men også undervise de andre i forskellige metoder inden for kystfiskeriet. Turen startede med kursisternes oplæg, som de havde forberedt hjemmefra. Derefter blev der spist frokost, og fiskeriet kunne så begynde. Tilsammen fangede tredjeårs-kursisterne 30 havørreder i fjorden, hvilket må siges, at være en succes.
De fleste har på sin helt egen måde naturen kær. Her på Juniorlederkurset opleves naturen i alle dets aspekter, når turen går til de forskellige fiskevande. På trods af dagens debat om, hvordan vi skal sikre bæredygtigheden i fiskeriet, formår kursister og ledere på Juniorlederkurset netop at omfavne naturen og beskytte den. Kursisterne lærer om det bæredygtige lystfiskeri i nogle af deres undervisningstimer, som går under navnene vandpleje, foreningsarbejde og etik.
Juniorlederkurset favner bredt – og vi vil meget nødigt være denne fantastiske uge i efteråret foruden.