Velykket festival ved Skjern Å
Skjern Å Lystfiskerfestival er godt på vej til at blive åfiskeriets fætter-kusine-fest med mere aktivitet og flere tilbud end ved de tidligere arrangementer i 2014 og 2016. Begge dage bød på et hårdtpumpet program med travlhed på kastebanerne og blandt de mange udstillere i de skyggefulde telte.
Herunder kan du læse, hvordan festivalen løb af stablen fra formand for Lystfiskerforeningen af 1926 og en af ildsjælene bag det vellykkede arrangement, Tonni Kjær Jensen.
– Vi fik mange positive tilbagemeldinger på placeringen af festivalpladsen og opstilling af de store telte og arrangementet i det hele taget, forklarer formanden og fortsætter:
– Besøgstallet var omkring 700 om lørdagen og 400 om søndagen, og der er et særtilbud til alle i Skarrild og omegn, hvor hele familien kan komme ind for en flad halvtredser. Den ordinære entrépris er på 100 kr.
– Vi laver selvfølgelig hver gang et budget for festivalen, og i år ser det ud til at ramme meget præcist, hvilket betyder at økonomien løber fint rundt, og at der kan afsættes cirka 16.000 kr. til vandpleje.
Selvom der var mange besøgende ved festivalen, var der konkurrence fra andre arrangementer i weekenden.
– Vi havde måske håbet på lidt mere, men vi har været i hård konkurrence med Herning Rocker, det lokale Dalsager Marked og det solrige vejr i almindelighed, som nok har lokket en del til stranden.
– Men alt i alt er vi glade og tilfredse med afviklingen af Skjern Å Lystfiskerfestival og sender en stor tak til vore mange hjælpere og hele rækken af optrædende og udstillere. Det vigtigste er, at vi hører, at vore gæster har haft en pragtfuld weekend i hyggeligt selskab med mulighed for gratis campering og laksefiskeri på LF26s smukkeste fiskevand, slutter Tonni Kjær Jensen.