Video: Springende tun i store stimer
Den 5. september oplevede testfiskerne Mette Stenbroen og Anders Wolff et gudesyn af måske hundredevis af springende tun nord for Skagen, da parret var ude at testfiske i forbindelse med DTU Aquas mærkningsforsøg. Sceneriet blev optaget på film.
DEN BLÅFINNEDE TUN
Atlantisk eller blåfinnet tun (Thynnus thynnus) er den største af tunarterne og kan blive over 3 meter lang og veje op til ca. 700 kg.
Blåfinnet tun er en vandrefisk, som lever i store dele af Atlanterhavet. Den har to kendte gydeområder i henholdsvis Den Mexicanske Golf og Middelhavet.
Historisk set var blåfinnet tun en vanlig gæst i skandinaviske farvande og også genstand for et betydeligt fiskeri, før den pludseligt forsvandt herfra for ca. 60 år siden. I de senere år er den blåfinnede tun vendt tilbage til de skandinaviske farvande.
Kilde: DTU Aqua.
Tilbage i 1960’erne har Mette Stenbroens far fanget tun, og i år blev det Mettes tur, men med et andet formål. Sammen med sin partner Anders Wolff har hun de seneste 14 dage deltaget som frivillig testfisker i DTU Aquas mærkningsforsøg i Skagerrak. Det har været et stort eventyr for skagbo-parret, der har investeret i kraftigt grej og en masse tid i båden ’Mille’.
På hver tur har Mette og Anders set springende tun, men én dag skiller sig ud fra de andre. Onsdag den 5. september sejler de ud til området ”Krogen”, som de har fået tildelt, ca. 12-17 sømil nord for Skagen. På 200 meter dybt vand bliver de mødt af måske hundredevis af store, springende tun. Mette fortæller, at en tommelfingerregel siger, at det kun er ca. 10 % af stimen, som viser sig over overfladen, mens de resterende 90 % befinder sig under overfladen. Du kan selv vurdere, hvor mange tun, du tror, der er i filmklippet her. (Klippet er filmet af Mikkel Carstensen).
Mette fortæller ydermere, at tunen jagter en hornfisk-lignede fisk – strømpebåndsfisken – i overfladen, og de oplevede flere gange, at denne fisk søgte ly ved båden for ikke at blive spist.
DET MENER DANMARKS SPORTSFISKERFORBUND OM TUNFISKERI
Danmarks Sportsfiskerforbund arbejder for, at der indføres lystfiskeri på den blåfinnede tun i de danske farvande. Forudsætningen er, at tunbestanden er så stor og levedygtig, at fiskeriet ikke påvirker bestanden negativt.
For at få mere viden om tunene, skubbede Danmarks Sportsfiskerforbund sammen med flere andre på for at få gennemført den undersøgelse, som DTU Aqua indledte i 2017 med hjælp fra frivillige sportsfiskere, der har erfaring med big game-fiskeri.
Hvis projektet viser, at det er muligt at etablere et bæredygtigt lystfiskeri på tun, vil Danmarks Sportsfiskerforbund arbejde for en kvote til de danske sportsfiskere.
I disse år er den kommercielle kvote steget markant, fordi tunbestanden langs Europas kyster er i fremgang. Vi har derfor vurderet, at processen med at få en kvote bør begynde i år.
Kræver tre mand i båden
Testfiskerne har fanget tunen på levende makrel og lidt bly under en ballon. Mette og Anders har været dygtige at fange tre store tun på op til 300 kilo. Tunene har været så stærke, at det har krævet mindst tre mand i båden; én til at styre båden og to til skiftevis at pumpe tunen ind til båden.
Hvis du vil vide mere om mærkningsforsøget og blandt andet se Mette Stenbroen og Anders Wolff, kan du se DR’s udsendelse her ( indslaget starter 14 min:39 sekunder inde i udsendelsen).