Steven vendte tilbage til Stege Nor
81-årige Steven fra Schweitz fiskede sidst i juni en uge på Stege Nor, og det var så god en oplevelse, at han kom tilbage igen i slutningen af september.
Tilbage i juni havde Steven booket en uge hos Mønbådene, og med Nick Wallem Nordahl som guide havde han en rigtig god uge med mange gedder oppe til afkrogning. I september vendte Steven tilbage.
– Steven er allerede blevet en af vore helt specielle VIP-gæster, og vi har fået installeret et særligt sæde til ham med høj komfort, rygstøtte og god plads til benene, fortæller guiden Nick Wallem Nordahl.
Ugens fiskeri drejede sig om dørgning med swimbait over det lave vand efter sultne brakvandsgedder, og der skulle virkelig kæmpes, for ugen bød på flere blæsende dage med vind fra nordvest med vindstød op til 20 m/s, så det var en udfordring at dørge i de høje bølger, hvor der tilmed drev en del ålegræs rundt.
– Men Steven kæmpede bravt og fik da også lokket ni stærke brakvandsgedder i båden. Vi havde en supertur, og jeg er helt sikker på, at vi ser Steven igen, slutter Nick.