Vejle Sportsfiskerforening vil bejle til kvinderne
Flere kvinder ved fiskevandet kræver en målrettet indsats. Derfor er Vejle Sportsfiskerforening i gang med at opstarte et hold for kvindelige lystfiskere.
Kvinder er et særsyn i Vejle Sportsfiskerforening. Med 26 kvindelige medlemmer udgør hunkøn kun en lille del af foreningens 577 medlemmer, men det skal der laves om på. Foreningen åbner en kvindeafdeling og har modtaget 24.000 kr. i støtte fra Friluftsrådet til projektet, som kan inspirere andre klubber til at gøre en målrettet indsats for at introducere lystfiskeriet for kvinder.
Frontfiguren i foreningens nye satsning hedder Christina Gjertsen. Hun kommer oprindeligt fra Norge, hvor lystfiskeri er mere udbredt blandt kvinder end i Danmark.
- I Norge er der en helt anden kultur for, at kvinder fisker. Jeg kommer fra Finnmark i Nordnorge, hvor de arrangerer en masse fiskeri for kvinder. Der har jeg deltaget, og det var meget populært. Men vi har også mange spændende åer i Danmark, og der er faktisk utroligt mange kvinder, der ikke kender mulighederne for at fiske, fortæller Christina Gjertsen.
Hun vil stå i spidsen for Vejle Sportsfiskerforenings kommende introduktionsaftener for kvinder med foredrag om lystfiskeri og mulighed for at prøve forskelligt grej af ved Vejle Å.
Ud i naturen
Hvorfor mener du, at flere kvinder skal ud at fiske?
– Som lystfisker er man i kontakt med naturen, og det er jo ikke nogen hemmelighed, at det er sundt at komme ud i naturen. Der er mange mennesker, som er vældigt stressede og specielt mødre og kvinder. Jeg tror, naturen er den bedste medicin mod stress, siger Christina Gjertsen.
Hvorfor er der egentlig behov for en særskilt afdeling for kvindelige lystfiskere?
– Jeg tror, mange mænd godt kan have lide, at deres lystfiskeri er en mandeting, og derfor er det en god start for kvinder at have deres egen afdeling. Med en kvindeafdeling kan man også lave andre typer af arrangementer i foreningen, fx en strikkeaften, hvor kvinderne lærer hinanden bedre at kende, siger Christina Gjertsen.
Ved siden af arbejdet med at starte kvindeafdelingen op holder hun i efteråret et foredrag om fluefiskeri for såvel kvinder som mænd. Desuden tager hun på besøgsrunde hos gymnasierne i lokalområdet for at fortælle de unge om de dejlige naturoplevelser, fiskeriet åbner op for.
Introaften på vej
Vejle Sportsfiskerforenings første introaften for kvinder vil blive annonceret, når de sidste detaljer er på plads. Hvis du er interesseret i den nye kvindeafdeling eller har andre spørgsmål til Christina Gjertsen, kan du kontakte hende via Facebook.