Sådan gik det første år med fiskeskolerne
En hobby, der fanger, og voksne, der har tid til at lytte. Det får børn og unge, der deltager i fiskeskolerne med Danmarks Sportsfiskerforbund og Integrations-portalen.dk. Flere fortsætter fiskeriet efter fiskeskolen.
Der er brækket tre fiskestænger, men ud over det er projektet ”Fiskeskoler for flygtninge” kommet godt fra start i 2019. Siden foråret har Odense Sportsfisker Klub, Horsens og Omegns Sportsfiskerforening og Kolding Sportsfiskerforening hver drevet en fiskeskole for børn og unge gennem ”Fiskeskoler for flygtninge”, som Danmarks Sportsfiskerforbund og Integrations-portalen.dk står bag.
Tid til at lytte
Mange unge nydanskere møder kun voksne danskere i professionelle relationer, men i fiskeskolerne bliver de mødt af frivillige, som er der for at fiske sammen med dem og har tid til at lytte til de unge.
– De var virkelig forbavsede over, at vi ville dem og tog os tid til at sætte os ned og tage en snak med dem, der havde brug for det, fortæller Niels Skovholm Knudsen fra Kolding Sportsfiskerforening.
Sammen med Irene Maigård var han frivillig underviser på foreningens fiskeskole med ni unge deltagere. En stor del af dem bor i boligbyggeriet Skovparken i Kolding, der er på listen over landets hårdeste ghettoområder. 66% af beboerne er indvandrere eller efterkommere af indvandrere med anden etnisk baggrund end dansk, og det begrænser muligheden for at blive en integreret del af samfundet.
– Vi modtog de unge som alle andre danskere. Vi gik ikke til side for dem, fordi de kom i en flok og var støjende af og til, siger Niels Skovholm Knudsen, som også oplevede stor høflighed fra de unges side.
– De gav altid hånd, når vi mødtes og skiltes, fortæller han.
– Irene og Niels er nogle rigtig gode mennesker, og de har gjort meget for os. Vi elsker at være sammen med dem, for de har styr på fiskeriet og er gode at snakke med, sagde 19-årige Abdallah, da Sportsfiskeren besøgte Fiskeskolen ved Refsgård Fiskesø i sommer.
Kommer glad hjem fra fiskeri
Hovedformålet med fiskeskolerne er – som navnet antyder – at de unge lærer at fiske og får nogle succesoplevelser med fiskeriet. Og det er lykkedes.
– Til at begynde med var der mere gang i snakken imellem de unge. De var lettere ukoncentrerede, men efterhånden som de kom i gang, begyndte i hvert fald en gruppe af dem at koncentrere sig om at fiske. Der er nogle af dem, der nok skal fortsætte med det, siger Niels Skovholm Knudsen fra fiskeskolen i Kolding.
På fiskeskolen med Horsens og Omegns Sportsfiskerforening har de frivillige undervist 10 børn i alderen 10-13 år med forskellige kulturelle baggrunde.
– Vi har fået skærpet børnenes motivation for at fiske, fordi det er lykkedes at give dem nogle gode oplevelser. Vi har ikke helt fået dem igennem alle fiskemetoder, som vi gerne ville, men de har prøvet lidt af hvert, og de er blevet meget bedre til at fiske på egen hånd, fortæller Jan Karnøe fra Horsens og Omegns Sportsfiskerforening.
12-årige Oliver Øbro har været glad for at deltage i fiskeskolen.
– Jeg har lært forskellige metoder til mit fiskeri, og desuden har jeg lært at nyde naturen mere ved at komme ud i naturen sammen med fiskeskolen. Jeg kommer glad hjem fra fiskeri, og det er rigtig rart, for det er ikke lige alle sportsgrene, jeg synes om, siger han.
Mange af fiskeskolens børn har ikke i forvejen en hobby, der fanger dem, men på fiskeskolen har flere fundet både nye venner og en fritidsinteresse, de føler sig hjemme i.
– Der er ikke helt få af dem, der har splittede familier, og det besværliggør det for nogle enlige at få gjort noget ved barnets interesser. Nogle af forældrene har ikke bil, så derfor har det været meget betydningsfuldt, at vi har kunnet hente og bringe børnene, siger Jan Karnøe.
Om Fiskeskoler for flygtninge
Fiskeskoler for flygtninge er et 2-årigt integrationsprojekt drevet af Integrations-portalen.dk og Danmarks Sportsfiskerforbund. Friluftsrådet støtter projektet med 900.000 kr. fra puljen Udlodningsmidler til Friluftsliv. Medfinansieringen kommer fra LAG Odder-Hedensted og Landdistriktsmidler bevilliget af Erhvervsstyrelsen.
I projektet deltager foreløbigt Odense Sportsfisker Klub, Horsens og Omegns Sportsfiskerforening og Kolding Sportsfiskerforening. I løbet af 2019 har hver forening afholdt et fiskeskoleforløb for unge med mindst 10 mødegange. Erfaringerne fra projektet vil blive samlet i en drejebog, som andre foreninger kan følge.
Flere fiskeskoler i 2020
Er din forening interesseret i at starte en fiskeskole op i 2020? Kontakt Kaare Manniche Ebert fra Danmarks Sportsfiskerforbund for at høre mere om projektet og jeres muligheder for at deltage.
Nyt grej motiverer
Som nye lystfiskere har de unge brug for fiskegrej, og det stiller fiskeskolerne til rådighed med støtte fra såvel fondsmidler som lokale grejbutikker.
Deltagerne i Kolding Sportsfiskerforenings fiskeskole fik alle en startpakke med en fiskevest og fiskestang, waders, taske, fangstnet og endegrej. Startpakken inkluderede desuden det lovpligtige lystfiskertegn, da alle deltagerne var fyldt 18 år.
– Kolding Jagt og Fiskeri gav alle en god begynderstang med hjul, og ud over de projektmidler, vi har modtaget fra Danmarks Sportsfiskerforbund, har vi modtaget omkring 19.000 kr. fra Integrations-portalen i Kolding, som vi har brugt på grej og udstyr, fortæller Niels Skovholm Knudsen.
Han fremhæver den store opbakning fra det lokale initiativ Get2Sport, der hjælper unge i udsatte områder ind i foreningsidrætten. En medarbejder fra Get2Sport deltog som støtteperson ved flere af fiskeskolens ture, og den afsluttende frokost for frivillige og deltagere blev finansieret af Get2Sport.
På fiskeskolen i Horsens er udsigten til nyt fiskegrej blevet brugt som en gulerod gennem fiskeskole-forløbet. Skolens deltagere kan se frem til at få udleveret et fiskesæt hver op til fiskeskolens afslutning. Det sker hos Effektlageret i Horsens, som støtter fiskeskolen ved at give et betragteligt nedslag i grejprisen.
– Vi siger også pænt tak til Lundum Fiskesø, som vi i løbet af fiskeskolen har hjemsøgt adskillige gange til en meget favorabel pris, siger Jan Karnøe.
Fiskeriet fortsætter
– Der er brækket tre fiskestænger på vores fiskeskole, og det er foreningen, der dækker det. Nogle af børnene har jo ikke rigtig fornemmelse for, hvad grej kan holde til, siger Jan Karnøe og griner.
Men tre brækkede stænger ændrer ikke på, at Horsens og Omegns Sportsfiskerforening er klar til at tage imod de børn, der gerne vil fortsætte med at fiske, når fiskeskolen slutter i december måned.
– Vi tilbyder alle at komme med over i juniorafdelingen, og vi har forberedt vores juniorafdeling på at tage godt imod fiskeskoleeleverne, siger Jan Karnøe.
Kolding Sportsfiskerforening har også et opfølgende forløb til deres fiskeskoleelever, som i løbet af vinteren kan deltage i fluebinding og fluekast. Begge foreninger planlægger at starte en ny fiskeskole op til foråret.
– Jeg er begyndt at samle grej ind og vil henvende mig til skoler, ungdomsklubber og medborgerhuse rundt omkring. Vi vil invitere skoleklasser på fisketure, og blandt deltagerne vil vi knopskyde både piger og drenge til en ny fiskeskole, siger Niels Skovholm Knudsen.
Alle sportsfiskerforeninger har mulighed for at blive en del af projektet og starte en ny fiskeskole i 2020. Hvis din forening er interesseret, kan I kontakte Kaare Manniche Ebert fra Danmarks Sportsfiskerforbund på kme@sportsfiskerforbundet.dk.