Flotte fangster ved årets laksepremiere i Vestjylland

Klaus B For femte år i træk fangede Klaus Balleby laks på en af premieredagene. Denne gang et flot eksemplar på 10,2 kg.

Én fik laks i første kast, en anden på den første laksetur, mens en tredje endelig efter tre sæsoner fandt forløsningen og fik laks på land. Vi har talt med nogle af de mange lystfiskere, der havde heldet med sig, da de deltog ved laksepremieren torsdag den 16. april. Læs deres beretninger her.

Torsdag den 16. april var der premiere ved de vestjyske lakseførende vandløb, og som sædvanligt var det en begivenhed, der trak mange lystfiskere ud til åerne. I år var det dog anderledes, for på grund af Covid-19 var alle foreningsarrangementer aflyst, og flere steder havde man valgt ikke at sælge dagkort, for at lette på besøgstallet.

Der blev fanget rigtig mange superflotte laks på selve premieredagen, og vi har fået nogle af de heldige til at fortælle om deres fangster og om deres indtryk af premierens forløb.

Peter M 1 Klaus Balleby fiskede sammen med Peter Mejlhede, der fangede en laks på 93 cm og 7,3 kg.

Vildeste premiere nogensinde
Ved Storåen startede Klaus Balleby allerede i det første morgenlys, men han skulle helt hen til sidst på eftermiddagen, før det forløsende hug kom.

– Jeg så en laks, der brød overfladen ved modsatte bred, og fire kast senere huggede den på min spinner, og jeg kunne lande en flot laks på 10,2 kg, fortæller Klaus.

Det er femte år i træk, han lander en laks i løbet af premieredagene, og han understreger, at man som regel kun får én chance. Det holdt også stik i år, hvor Storåen virkelig markerede sig positivt

.– Jeg tror, det er det vildeste premierefiskeri, vi nogensinde har oplevet. 72 laks blev der fanget på selve premieredagen med en snitvægt på ca. 8 kg, fortæller Klaus, der i øvrigt mistede en laks på andendagen og desuden fik lov at nette tre andre for andre heldige lystfiskere ved åen.

Klaus peger desuden på, at den vilde stamme af laks i Storåen tilsyneladende er godt på vej, idet kun 15-20 % af laksefangsterne stammer fra tidligere udsætninger. De udsatte fisk er lette at registrere, da de er fedtfinneklippede, og der bliver ikke længere udsat lakseyngel i åen.

 

Fight 4 Erik Nielsen var på pletten med sit kamera, da der blev landet en premierelaks ved Skjern Å.

God spredning i Skjern Å-systemet
Per Gylling, der arbejder for Zpey, fik selv kun fisket et par timer ved Vorgod Å, men han fortæller om en generelt god stemning ved åen, hvor fiskeriet foregik som det plejer, men selvfølgelig uden de sædvanlige foreningsarrangementer.

– Jeg tror, der er en normalt mængde fisk, måske lidt færre, men de er meget fordelt i hele åsystemet, og der er taget laks i både Vorgod Å og Omme Å og langt oppe i Skjern Å, fortæller Per og peger på forårets store vandmængder som forklaring på spredningen.

– Der blev fanget 39 laks på premieredagen og hovedparten i standardstørrelsen på 90-95 cm, så nu venter vi spændt på, at de helt store melder deres ankomst, slutter han.

 

Andreas1 Andreas og Lars Sloth kunne sammen glæde sig over den flotte laks fra Sneum Å.

Laks på første tur
Andreas Sloth havde i år fået lokket sin far Lars Sloth med på premierefiskeri ved Sneum Å. Det var Lars’ første tur efter laks, men han havde dog erfaringer med åfiskeri fra tidligere ture til himmerlandske åer efter havørred.

– Jeg er selv medlem i Sydvestjysk Sportsfiskerforening og fiskede en del der sidste år, hvor jeg fangede en del laks, så min far havde købt et dagskort, og vi tog til et af mine foretrukne stræk på åen, fortæller Andreas og fortsætter:

– Efter ca. halvanden times intenst fiskeri fik min far bid. Han troede i første omgang, at det var bundbid, men det viste sig dog hurtigt at være en rigtig flot fisk.

Andreas blev hidkaldt, og efter 15 minutters fight viste det sig,  at fangstnettet var alt for lille, så Andreas var en tur i vandet for at håndlande den fantastisk flotte hanlaks på 107 cm og 12,3 kg.

– Vi havde en helt fantastisk tur. Selv er jeg meget ivrig sportsfisker, og jeg er sikker på, at min far godt vil med ud efter en laks en anden dag, slutter Andreas.

 

IMG 1471 Thomas Weiergang skulle kun bruge ét kast med Tilda-fluen, før han havde laks på krogen.

Laks i første kast
Thomas Weiergang havde egentlig ikke planer om at deltage i fiskeriet på premieredagen, da han forudså, at der ville være mange folk ved åen.

For at være klar til aktion kørte han til Århus og købte materialer til at binde laksefluer hos Nordic Angler. Han købte blandt andet et materialesæt til at binde fluen Tilda, og Daniel Holm gav ham lige et færdigbundet eksemplar af fluen med samtidig.

Hjemme i Silkeborg var han ved at pakke tingene ud, da fiskekammeraten Daniel Lindvig ringede og fortalte, at det faktisk var god plads ved Storåen, så Thomas satte sig i bilen og kørte nordpå.

– Fremme ved åen fik jeg rigget til og valgte at sætte Tilda-fluen på. Daniel foreslog, at jeg lige gik 30 meter opstrøms, inden jeg begyndte, og det skulle vise sig at være et godt råd, fortæller Thomas og fortsætter:

– I første reelle kast, hvor jeg fik lagt linen ud, så den drev tværs over åen, kom hugget.

Laksen kom sikkert på land, men straks den lå i græsset, faldt krogen ud. Laksen målte 92 cm og vejede 7,2 kg.

 

Kenneth1 Efter tre sæsoner uden laks havde Kenneth endelig heldet med sig.

Første laks efter tre sæsoner
Det var en stor forløsning for Kenneth Larsen, da det endelig lykkedes at fange en Skjern Å-laks, efter han havde forsøgt forgæves i tre sæsoner.

Han deltog på premieredagen sammen med kammeraterne Patrick og Kristoffer, og de valgte at starte højt oppe i åen.

– Vi delte os op på stykket og begyndte fiskeriet, og allerede efter 20 minutter var der bud efter min flue, da den svingede ud fra modsatte brink, fortæller Kenneth og fortsætter:

– Det var en fin fisk på omkring 85 cm, men fighten varede dog ikke længe, før fluen slap sit tag, og laksen vandt kampen endnu engang.

Senere mistede en spinnefisker en tilsvarende laks, men så skete der ikke mere, og efter frokost kørte de nedstrøms og forsøgte i stedet ved Gjaldbæk Bro. Her var der mange mennesker og en hård vind på langs af åen.

– Vi gik nedstrøms og fandt plads mellem folkene, og der gik ikke længe før Patrick fik hug, men fisken ryster sig hurtigt af. Der bliver bandet højlydt fra den ellers altid glade nordjyde, som tager en hurtig pause, går lidt tilbage og fisker henover igen. Men intet sker, fortæller Kenneth og fortsætter:

– Efter et kvarters tid kommer jeg ned over pladsen. Patrick forklarer mig, hvor fisken huggede, og lige idet min flue svinger i strømmen, tager en fisk igen den gule flue. Laksen starter med et hurtig udløb, hvorefter den kommer tæt på, og fighten forløber herfra rimelige udramatisk.

– Landingen tager Kristoffer sig af efter at have lånt et net af en flink medfisker. Da fisken er i nettet, bryder jeg i et højt glædesråb, og vi jubler alle mand højlydt. Fisken måler 92 cm og vejer 7,4 kg. Det har været en hård kamp for mig med de laks, og efter tre sæsoner uden fisk var forløsningen kæmpestor. Nu kan jeg slappe af og nyde resten af sæsonen, men jeg er mere tændt end nogensinde før, og glæder mig til snart at vende tilbage, slutter Kenneth.

 

Anders1 Inden for samme uge lykkedes det Anders at fange laks i både Gudenåen og Varde Å.

Hugget kom endelig sidst på dagen
Anders Holmer Flansmose besøgte den 13. april Gudenåen, hvor han havde held med at fange sin første laks over 10 kg. Den 16. april tog han videre til Varde Å sammen med en kammerat for at følge op på succesen.

– Vi havde udset os Zone 2 til dagen, hvilket der også var en god del andre lystfiskere, der havde. Vi startede fiskeriet, da det lysnede, hvilket var en kold fornøjelse, men det lunede, da solen brød igennem og det gjaldt ikke kun hos lystfiskerne, fortæller Anders og fortsætter:

– Det var ret tydeligt, at der kom en hugperiode, da solen fik fat. Først fik en fluefisker på modsatte bred en laks på 96 cm, og kort efter mistede min fiskekammerat en laks og kort efter havde endnu en heldig lystfisker fisk på, alt sammen indenfor meget kort tid.

– Om eftermiddagen stilnede det af – i hvert fald for vores vedkommende. Først da trætheden for alvor begyndte at melde sig, og den sidste tro på foretagendet skulle kanaliseres ud til agnen gennem fiskelinen, fik jeg endelig kontakt sidst på eftermiddagen. En laks havde hugget, og efter en herlig fight kunne vi lande en fisk på 89 cm og 7,6 kilo. Vi fejrede fisken med en øl, inden vi kørte hjem, fortsætter Anders og siger afslutningsvis:

– Kendetegnende for premieren var, at fiskene blev taget ret højt oppe i systemet. Dette måske særlig understreget ved, hvor få fisk, der blev taget på Zone 1. Det virkede simpelthen til, at fiskene var trukket længere op i åen på grund af vinterens lune og våde vejr.

Bliv medlem

Støt op om vores arbejde

og bliv en del af fællesskabet

Dette felt er påkrævet
Dette felt er påkrævet
Det er ikke en gyldig e-mail
Der findes allerede en profil med denne e-mail, log venligst ind først.
Dette felt er påkrævet
Dette felt er påkrævet
Dette felt er påkrævet
Dette felt er påkrævet
Dette felt er påkrævet
Ingen ABU Sölv kystagn + cap (+ 149 kr.) DSF Cap (+ 100 kr.) Flexi Stripper (+ 149 kr.) Geoff Anderson WizTool værktøj (+ 149 kr.)
Farve: Blå Farve: Grøn Farve: Pink Farve: Sort
Dette felt er påkrævet

DKK {{model.price | number : 2}}

Vælg betalingsform

MobilePay MobilePay Betalingskort Kort

Ja tak, send mig nyhedsbreve med nyheder, tilbud, kurser og fortællinger om arbejdet for flere vilde fisk og et bedre lystfiskeri.

Jeg accepterer Danmarks Sportsfiskerforbunds betingelser. Dine oplysninger vil blive brugt til medlemsadministration såsom kontingentopkrævning og udsendelse af vores medlemsmagasin Sportsfiskeren. Se også vores privatlivspolitik.

Du skal acceptere vores betingelser

Kontingent gælder i 1 år. Fornyes automatisk og kan til enhver tid opsiges via "Min Side"