Vild juniortur til Varde Å
Tre laks og to havørreder blev det flotte resultat, da fem juniorer og to juniorledere fra Odense Sportsfisker Klub lagde vejen forbi Varde Å lørdag den 19. juni.
Juniorerne i Odense Sportsfisker Klub bliver forkælet med spændende ture, og som regel kommer der gode fangster ud af det. Det var også tilfældet lørdag den 19. juni, hvor turen gik til Varde Å.
De to juniorledere Mike Birch og Lasse Damsted viste først, hvordan det skulle gøres, da de fangede en laks hver, og derefter fulgte juniorerne op med endnu en laks og to havørreder.
Lasse lagde for
– Lasse og jeg havde snakket om, at hvis bare vi kunne fange en enkelt fisk, så ville dagen være fantastisk. Det viste sig at være en historie, som blev lidt anderledes end forudset, men til den gode side, heldigvis, fortæller Mike Birch.
Fremme på den første plads varede det ikke længe, før første fisk var landet. Lasse Damsted havde ladet juniorerne fiske først ned over strækket, men som sidste mand var det alligevel ham, der fik hug, og han kunne lande en flot laks på den rigtige side af 90 cm.
Første danske laks
Asbjørn mistede desværre en god havørred, men kort efter var der bud efter August Allsø Jensens spinner, og han fik landet sin første danske laks, der målte 74 cm.
På den næste plads var det Mike Birch, der krogede en laks, og et hurtigt mål inden genudsætning sagde 94 cm.
Held på sidste plads
– Ved dagens sidste plads sagde jeg til gutterne, at de skulle gå helt op i svinget og starte, så kunne vi mødes på midten, men vi nåede dårligt at fiske, før der panisk blev råbt mit navn, fortæller Mike.
Rasmus havde denne gang fat i en havørred på 65 cm, og lidt senere blev der igen kaldt på Mike. Det var August, der stod med en havørred på 50 cm. Storm kom også på tavlen med en lille gedde, inden turen sluttede.
– Når jeg tænker på den her dag, hvor vi tager forholdsvis uprøvede kræfter med til åen og leverer den her indsats, så svarer det til, at vi i fodbold havde spillet i superligaen! Vi har ubetinget de sejeste gutter i verden, slutter Mike Birch.