Glomma og Folla blev (næsten) til ”Flomma”
I uge 29 afholdt Danmarks Sportsfiskerforbunds Instruktørsammenslutning for femte år i træk fluefiskekursus ved Norges længste elv, Glomma. Ugen bød på masser af nedbør og køligt vejr.
Selvom der måske ikke var tale om flom – dertil var nedbørsmængden trods alt for lille i den hårdt regulerede elv – så virkede mange af de vanlige pladser ikke. Heldigvis byder området omkring Alvdal på masser af muligheder – både i hovedløbet og tilløbet Folla – så det var bare at gå på opdagelse.
De otte deltagere blev ugen igennem fulgt af instruktørerne Christian Eriksen og Peter Stoltze, der hver dag forestod en samling, så erfaringer med gårsdagens fiskeri kunne deles med resten af holdet. Nogle dage var der små oplæg om blandt andet insekter eller fluebinding, men det var ved vandet, at den vigtigste instruktion blev givet. Både Glomma og Folla er store vandløb sammenlignet med danske forhold, så det kræver teknik og viden at kunne vade sikkert, specielt i høj vandføring.
Dygtige deltagere
Det kræver selvfølgelig også tilpasning af både kasteteknik og præsentation for at få en passende affiskning, men deltagere fik ret hurtigt knækket koden og lykkedes med at lande fine stallinger under de vanskelige forhold.
Der var ikke så mange af de traditionelle insekter som døgnfluer og vårfluer at betragte på vandet, men det lykkedes at fange enkelte fisk op til 45 cm på tørfluen.
Til gengæld var der længere perioder, hvor stallinger og enkelte ørreder gik godt til biddet på både vådflue og nymfe. Disse fluetyper er dog ikke nødvendigvis lettere at fiske med, men deltagerne fik godt styr på at føre dem igennem vandet og ikke bare kaste ud og håbe på det bedste.
Området byder på masser af andre muligheder, og et besøg ved søen Kvebergstjønna oppe i fjeldet var en spændende afveksling, der dog kun bød på en par håndfulde ørreder i smoltstørrelse.
Det rige dyreliv
Områdets dyreliv er Norge, når det er bedst, og flere af deltagerne så både elg og bæver. Dertil sommerfugle i en mængde, som vi ikke længere er vant til fra Danmark. Der var Dukatsommerfugl i store mængder, flere arter af blåfugl og så turens sensation: En Svalehale!
Flere steder er der opsat redekasser til Hvinand, som vi så jævnligt, og generelt er der et rigt fugleliv langs elven.
På turens sidste aften lavede instruktørerne bål ved elven og tilberedte burgere på den store bålpande. Inden det afsluttende fiskeri havde vi dog en lille ceremoni, hvor Knud Nørregaard Hansen fra Odense modtog et diplom for at have deltaget fem år i træk.
Meget passende havde Knud aftenen forinden fanget turens største ørred (på en ubelastet Golden Ribbed Hare’s Ear nymfe), som han beskedent vurderede til at være mellem 40 og 45 cm, inden den hurtigt blev genudsat.
Hold godt øje med næste års kursus!
Turen bliver gentaget næste år fra søndag 14. juli (ankomst) til lørdag 20. juli (afrejse) og altså med fem hele fiskedage (fra mandag til fredag).
Kurset bliver udbudt via https://www.sportsfiskeren.dk/kurser i løbet af september måned, så hold godt øje!