Dagbog fra Lapland
Horder af blodsugende myg, iskoldt og uforudsigeligt vejr og en omgang halsbetændelse var lige ved at spolere drømmen om at fange Laplands storplettede bækørreder. Men har man først ramt bunden, føles det endnu bedre at stå på toppen.
På en kold aften i januar møder vi den svenske fluefisker Patrik Daugaard. Han er til premieren på en fiskefilm i Kødbyen i København, og det skal vise sig, at han bliver et vigtigt bekendtskab. Senere på aftenen indvier han os nemlig i et af sine hemmelige fiskesteder i en ukendt elv i det svenske Lapland, hvor der lever enorme bækørreder. Og ikke nok med de er store, så er de villige til at stige til tørfluer på overfladen.
Seks måneder senere sidder vi i en helikopter. Håbefulde og spændte med kursen sat mod den ukendte elv. Patrik havde forklaret, hvordan det øverste stræk var fyldt med store ørreder, der meget sjældent blev fisket på. Og 30 kilometer længere nedstrøms, før elven løber sammen med en større, var der ligeledes eminent ørredvand med store fisk. Helt specifikt var der én bestemt pool nederst i elven, hvor de helt store ørreder holder til. De 30 kilometer mellem de to stræk var for ham ukendt terræn.
Vores hjemmestrikkede plan gik ud på at lande ved toppen af elven og fiske os de 30 kilometer ned til de nedre stræk. For os lød det som en skudsikker plan, men det skulle senere vise sig, at ørredparadiset ikke altid viser sig fra sin bedste side.
Dag 1-2: En varm velkomst
Lyden af helikopterens rotorblade forsvinder langsomt, og jeg mærker straks den stillestående, fugtige luft, og her dufter af birketræ og lyng. Fjeldet er varmt, og der blæser ikke en vind. Meget kort tid efter mærker jeg også, at myggene er mødt talstærkt op for at byde os velkommen.
Vejrudsigten har de seneste dage svinget og varslet alt fra sol til regn og kulde, og vi var flere gange i tvivl, om vi skulle tage af sted. Regn og specielt kulde vil være katastrofalt for fiskeriet, da det i høj grad vil dæmpe insektklækningerne, som er på ørredens hovedmenu. Derfor er varmen, den fraværende vind og den klare, blå himmel en enorm lettelse. I ren ekstase og med fiskefeber i kroppen sætter vi camp op på rekordtid. Allerede en time efter vi er landet med helikopteren, bryder en ørredmund vandoverfladen og suger
Drengene startede godt og sikkert ud med masser af bækørreder og overflade- action, da ørredparadiset endnu ikke havde vist sin mørke side.
Mortens tørflue ind. En vaskeægte laplandsørred med røde prikker med hvid indramning, en rødlig halefinne og en fin lille, blå prik på gællelåget. Resten af dagen byder på eventyrligt fiskeri i solskin og varme. I næsten hver en pool er der en ringende bækørred, der selvsikkert tager for sig af middagen på overfladen, som består af dansende døgnfluer i horder. Den aften lægger jeg mig i hængekøjen med en god mavefornemmelse og 31 myggestik – kun på min ene hånd.
Den næste dag er blot en fortsættelse. Omgivet af bjerge med sneklædte toppe fanger vi bækørreder på tørfluer. Alt går, som vi har drømt om.
Ved aftenbålet kan vi dog ikke slippe tanken om, at fiskene kan være endnu større længere nedstrøms. De er pænt store her, men de holder ikke den vægt, som Patrik berettede om. Og hvad med det midterste stykke, der så meget lovende ud på satellitkortet? Vi beslutter os for at pakke sammen næste morgen.
Dag 3-4: Græsset er altid grønnere på Google Maps
Underlaget er sumpet og ujævnt. Vi går i et vådområde med græstuer spredt over landskabet. Det er hårdt at trække vadestøvlerne op af det sumpede underlag, og tuerne danner en slags labyrint i landskabet, der tvinger os til at zigzagge ned gennem dalen. Sveden får tøjet til at klæbe til kroppen, imens der konstant er en tæt sky af myg omkring vores hoveder. Vi skyder genvej i et sving, hvor elven ser ud til at være lavvandet, bred og ikke særlig fiskbar. Genvejen så god ud på kortet, men var det bestemt ikke – lige som elven ikke har været det de første fem kilometer nedstrøms fra vores første camp. De stræk, der på kortet lignede aflange, langsomt flydende pools, var lavvandede og riflede. Èn lang fos, der bare bliver ved. Her er det umuligt at se fisk, hvis der skulle være nogen, som æder på overfladen. Her, midt i moselandskabet, våde af sved og omringet af myg, er humøret ikke højt. Vores vadestøvler roder op i mudderet, og stanken af rådne æg overdøver lugten af sved. Vi kæmper os afsted, hver i vores egen verden, med et par meters mellemrum uden at udveksle mange ord. Da aftenen nærmer sig, finder vi en lille græsplet mellem birketræer og lyng, hvor vi slår lejr. Over vores frysetørrede chili con carne og rundt om bålet diskuterer vi situationen, og vi bliver enige om, at elven snart må blive bedre. På trods af trætheden har jeg svært ved at sove.
Omgivet af bjerge med sneklædte toppe fanger vi bækørreder på tørfluer. Alt går, som vi har drømt om.
Udover at være visuelt og nervepirrende, så er tørfluefiskeriet i høj grad også teamwork, hvor man er afhængig af sin fiskemakker.
Næste morgen vågner jeg tidligt. Jeg fryser. Hurtigt får jeg iført mig tykke uldsokker og en dunjakke, før jeg kravler ned i soveposen igen og lukker den helt til. Jeg kigger ud. Det er overskyet og gråt, og regnen har været forbi i nat. Jeg ser Martin, som med små hop og armsving forsøger at få varmen, mens han indimellem sin morgengymnastik prøver at genstarte bålet. Få minutter senere sidder vi alle igen om bålet, nu med varm havregrød og en kop kaffe. Det er blevet koldt hen over natten, og vi har alle frosset. Emil, som fra begyndelsen havde en let snue, hoster godt, og det kradser i hans hals.
Dagen fortsætter som den forrige. Forskellen er, at vi undgår mose-genveje, og at det nu er blevet rigtig koldt. Vi følger planen og går tæt på elven, som fortsætter med at være lavvandet og bred. Efter mange skuffelser over de udeblivende fiskestræk, fokuserer vi nu på at komme nedstrøms. Der, hvor de store ørreder efter sigende holder til.
Midt i paradiset med storprikkede ørreder og vild og utæmmet natur findes også en slange. Horder af myg, som tvinger selv de mest hårdkogte fluefiskere til at bruge myggenet eller myggeolie, som man helst ikke vil læse varedeklarationen på.
Dag 5-6: Kulden er tæt på at slå os ud
På turens femte dag bliver jeg vækket af tung regn på hængekøjens oversejl. Det har været endnu koldere i nat, sandsynligvis kun et par graders varme. Det var det sidste, der måtte ske. Det er stadig muligt at fange bækørreder i regn eller blæst. Kulde derimod er vores værste fjende heroppe. Kraftige temperaturdyk stopper insekternes klækninger, og derfor er der ingen fluer på overfladen. Det gør vores højt elskede tørfluefiskeri umuligt, og for os er blindfiskeriet med nymfer og stream ere, er ikke det, vi er kommet for.
Når vejrguderne velsigner tørfluetosserne med godt vejr, betyder det én ting: Store, flotte bækørreder.
Jeg kan høre Morten og Martin snakke henne fra deres telt. Her i den tunge regn er jeg lidt misundelig på deres telt med yderkabine. Dybe hostelyde henne fra Emil afslører, at det er mere end blot snue, han har fået fat i. Jeg gætter på, at han hellere ville være i en varm seng end en hængekøje – eller bare i et telt med yderkabine.
Først op ad formiddagen, da den tunge regn slår over i støvregn, bevæger vi os udenfor. Vi har fem kilometer før Patriks storfiskestræk begynder, og hele vores tur står og falder med det. Med det i baghovederne pakker vi lejren ned. Vores waders er våde og kolde af kondens fra gårsdagens vandretur, og det kræver mental opvarmning at stikke fødderne ned i dem. Dagen byder på heldagsregn og blæst, og humøret ligner vejret. Koldt og klamt. Den frysetørrede aftensmad smager mere af kattemad end bøf stroganoff.
Den aften går vi i seng med fugtigt uldundertøj og en lille bøn til døgnflueguden: Sol og varme, tak
SÅDAN GJORDE VI
Transport
Vi rejste med tog fra København til Malmø. Her lejede vi bil, da det er væsentligt billigere end i Danmark, og fra Malmø kørte vi 1.700 km op til Svensk Lapland. Herfra fløj vi ind i fjeldet med helikopter. Otte dage senere blev vi hentet og fløjet ud igen på et sted og tidspunkt, vi havde aftalt med helikopterpiloten. En tur i fjeldet på otte dage er lang tid, og det er mere normalt med fire-fem dage i fjeldet.
Der er mange etablerede udbydere af helikopter- flyvninger, som findes over hele Lapland. Langt de fleste flyver ud fra Kiruna-området, som er centrum for det meste fjeldfiskeri.
Fiskevand og fiskekort
Helikopterfirmaerne er naturligvis velkendte i området og kan være behjælpelige med valg af fiskevand. Fiskekort kan oftest købes hos helikop- terfirmaet og er billige.
Vær forberedt på det værste
Vejret på fjeldet kan skifte hurtigt, og selv i sommermånederne kan det ske, at temperaturen kommer under frysepunktet. Det er derfor vigtigt, at man har et ekstra sæt varmt tøj med. Generelt er det vigtigt at have sikkerheden i orden, da man kan være uden telefonsignal og langt fra hjælp. Pak derfor altid lidt ekstra mad og sikkerhedsud- styr som en lille førstehjælpskasse, hvis uheldet skulle være ude.
Næste dag flyder sammen med de foregående. Få timer uden regn siden morgenstunden, og blæsten er tilmed taget til. De fleste af vores ting er våde, og mange timer af døgnet pakker vi os tæt sammen i teltets yderkabine. Emils hoste tager til, og den lyder som en kombination af hals- og lungebetændelse. Dog er vi kommet til Patriks længe ventede stræk, og ganske rigtigt er det vidunderland. Aflange, langsomt flydende pools med god dybde og strømrender ligger som perler på en snor ned gennem landskabet. Men det gør det næsten værre. At være i fjeldet med eventyrligt fiskevand, man ved holder store ørreder, uden at have muligheden for at fange dem er en forfærdelig pinsel. Det er faktisk tre dage siden, min fluestang var ude af stangrøret. Tiden føles spildt, og som studerende er det let at finde på andre ting, man kunne have spenderet de hårdt tjente penge på.
Den aften går vi i seng med fugtigt uldundertøj og en lille bøn til døgnflueguden: Sol og varme, tak.
Dag 7-8: Toppen er ekstra høj i dag
Ingen af os er hverken religiøse eller overtroiske, og som biologistuderende er jeg relativt fattet, hvad angår tilfældigheder og skæbnetro. Men man kan begynde at skue lidt til karmakonceptet, når man efter flere dages regnvejr og kulde og med kun to dage tilbage vågner til solstråler og fuglelyde. Som en havørred, der undslipper et garn, frigør jeg mig fra hængekøjen for at vække de andre. Martin er allerede oppe og løber febrilsk rundt og samler brænde til det obligatoriske morgenbål, men i dag bliver en undtagelse. Vi skipper morgenmaden, da vi ser to fisk ringe i poolen lige ved siden af lejren. Vi bliver enige om, at Emil, som nu har trodset sygdom og står på benene, skal forsøge sig på den største af de to fisk. Det bliver en hurtig affære: Et kast, et take, en fight og en genudsætning af en halvmeters bækørred. Nu går det kun fremad. Der kommer fart i klækningerne, og fiskene tager velvilligt for sig i døgnfluer. Gennemsnitsstørrelsen er høj. Akkurat som vi havde fået fortalt, og akkurat som vi havde drømt om.
Når regnen siler ned, er det tid til at samle kræfter, spise sig mæt og ikke mindst binde nye fluer til tørflueboksen.
Sent på eftermiddagen, med en håndfuld fisk på samvittigheden, står vi pludselig ved den pool, Patrik havde fortalt om. Den er stor. Og dyb. Langs elvens højre side tårner bredden sig op og danner en perfekt udkigspost. En lille, gammel bålplads afslører, at vi ikke er de første, der indtager udkigsposten. Der skal hele to kopper kaffe til, før der er liv i poolen. Midt på dens dybeste sted brydes overfladen af to kæber, der klapper sammen om en klækkende døgnflue, før fisken overlegent vinker farvel med en bred, rødlig halefinne og går tilbage ned i det mørke vand. Det gentager sig to gange, inden Martin når at kaste til den. Vi bliver siddende længe, nok tre-fire timer, i håb om at den viser sig igen. Da klokken nærmer sig midnat, går vi tilbage til lejren, glade over at det går vores vej, men også lettere stressede over, at dagen i morgen er sidste fiskedag.
Vi er i waders meget tidligt næste morgen. Ligesom dagen før fanger vi fisk hele formiddagen, og i dag ender vi igen på udkigsposten. Med cirka en times mellemrum viser den samme store fisk sig, kun meget kort, og hver gang uden at vise interesse for Martins flue. Både frokost og aftensmad indtager vi på udkigsposten, og vi overvejer at gå hjem og pakke sammen. Vi bliver hentet i morgen tidlig. Men så sker det. Lidt før midnat får Martin fast kontakt til fisken, vi har ventet på. En nervepirrende fight udspiller sig i midnatssolens bløde aftenlys, og efter flere forsøg med nettet står vi endelig med en af de flotteste ørreder, vi har set i det svenske fjeld. Vi er på toppen nu. Og toppen er i dag ekstra høj, fordi den er bygget på en enorm bunke slid, slæb og vedholdenhed. Modstanden gør det til et ægte fiskeeventyr.
PAKKELISTE
Fiskegrej
– #4-5 fluestang, fluehjul og flydeliner
– Forfangsmaterialer i 4X-5X
– Tørfluer, nymfer og et par streamers
– Tørfluespray eller gel
– Lineklipper og peang
– Letpakket fluebindingsgrej med essentielle værktøjer og materiale
Beklædning
– Waders og vadestøvler
– Uldundertøj
– Varm dunjakke eller andet isolerende mellemlag
– Vadejakke eller regnjakke
– Kasket, buff, hue og solbriller
– Din sejeste skovmandsskjorte
Sove- og campgrej
– Vandretaske på minimum 50L
– Telt eller hængekøje
– Liggeunderlag og sovepose, der kan holde dig varm selv ved frysepunktet
– Uldundertøj – kun til at sove i, som med fordel kan holdes tørt i zip-lock pose
– Pandelampe
– Kniv
Mad og køkkenudstyr
– Frysetørrede måltider
– Energiholdige snacks som chokoladebarer eller nødder
– Kaffe og kaffekop
– Trangia, Jetboil eller andet kogesæt
– Gas
– Lightere
– Tændstål til når lighteren er blevet våd
– Lang ske, der kan nå bunden af det frysetørrede måltid
Andet
– Myggespray, som med fordel kan købes i Sverige
– Hovedpinepiller, imodium og lignende
– Kamera
– Sekundlim
– Førstehjælpskit
– Tandbørste og tandpasta
– Toiletpapir
Drengene sluttede på toppen med Martins pragteksemplar af en bækørred, som blev lokket til overfladen på turens allersidste fiskedag.
Artiklen er bragt i Sportsfiskeren 1, 2020.
