Fornemmelser for fisk: Hvad er intuition hos en lystfisker?

Artiklen er tidligere bragt i magasinet Sportsfiskeren nr. 1, 2022.

En sommeraften forrige år gik jeg ad en sti mod en plads, hvor jeg har fisket mange gange før. Jeg var stadig relativt ny og brugte enormt mange kræfter på at undersøge forholdene, før jeg tog afsted. Vind, vandtemperatur og så videre. Analyserne havde uden tvivl hjulpet mig til at fange fisk, men det hele forekom stadig relativt mystisk for mig, uagtet hvor mange kræfter jeg brugte på at forberede mig. Jeg oplevede en betydelig modgang, når jeg var afsted. 

Men denne aften ændrede tingene sig pludseligt for mig. Jeg kendte både stien og omgivelserne, men da jeg drejede til højre for at gå ned mod vandet, mærkede jeg, at jeg skulle gå mod venstre langs kysten i stedet for mod højre, som jeg ellers normalt gjorde. Lad os kalde det en mavefornemmelse i mangel på bedre. Det var en sært fremmed tilstand, men på samme tid uden tvivl noget, der klang dybt i mit indre. På et stræk, hvor jeg ikke før havde fisket, kastede jeg, og allerede efter tyve minutter havde jeg den første fisk i hånden. Aftenen fortsatte med et godt fiskeri, og jeg tænkte succesen skyldtes min pludselige indskydelse. Men spørgsmålet var så, hvor var den indskydelse kommet fra?

Jeg var svar skyldig, og i dag har jeg lyst til at forklare det med, at jeg så et eller andet, som fortalte mig, at der var gode chancer for fisk, hvor jeg endte. Men det gjorde jeg ikke. Det var udelukkende en umiddelbart uforklarlig fornemmelse. Måske intuition? Men hvad byggede den så på? At intuition tillægges enorm vægt, ikke bare hos lystfiskere, men nogle af verdens bedste hjerner, findes der utallige eksempler på. Eksempelvis har Albert Einstein sagt, at "det intuitive sind er en hellig gave, mens det rationelle er en trofast tjener". Apple-stifter og IT-guru Steve Jobs har sagt: "Hav mod til at følge dit hjerte og din intuition. De ved allerede, hvordan du skal være i verden. Alt andet er ligegyldigt".

Sanserne er alfa og omega
Livet er en lang række af tilfældigheder, som helt grundlæggende er uden for vores kontrol. Alligevel forsøger vi ustandseligt at skabe mening og sammenhænge. Og indimellem oplever vi noget, der kan føles som om, at universet taler til os. For eksempel når man fanger en fisk. På en fisketur er sanserne alfa og omega. Især at høre, se og føle vand og vind. Hele tiden må man bearbejde de indtryk, man får, så man optimerer sine muligheder for at lykkes.

Men lige så vigtigt et værktøj er intuition. Indimellem sker det, at man er til stede på en helt særlig og klar måde. Som om alle dagens indtryk samles i ét øjeblik, hvor alt går op i en højere enhed. Et øjeblik, hvor man med sin intuition fornemmer, hvad der er rigtigt, og uden at tænke gør det, som skal gøres. Sådan et øjeblik er ubegribeligt skønt og smukt. Tidligere har jeg her i bladet skrevet om overtro, sansninger og fornemmelser, og denne gang vil jeg gerne skrive om intuition. Men det har vist sig vanskeligere, end jeg troede.

Et mesterskab
Min gode ven, den brillant dygtige og verdensberømte fotograf Henrik Saxgren, svarede engang, jeg spurgte ham, om han var kunstner:

– Nej, jeg er ikke kunstner. Men jeg har et mesterskab. Hvis man gør noget 10.000 gange, så opnår man et mesterskab. Og jeg har taget langt over 10.000 billeder.

Saxgren og jeg talte videre om arbejde, kunst og intuition, og han fortalte en anden lille historie. For mange år siden besøgte han Cuba for at lave en historie om AIDS i landet. Det huede ikke Castro-styret, så Saxgren kunne ikke få adgang til kilder og hospitaler. Det var ikke anderledes end forventet, men han var alligevel taget afsted. Nogle gange kan man finde andre veje til en historie end de oplagte. Opholdet skulle vare en måned, men allerede efter nogle dage stod det klart, at sundhedsvæsnet var hermetisk lukket. I stedet måtte den garvede fotograf finde en anden historie.

En formiddag havde han fra sit hotel set en gruppe store drenge gå i land med store sejlfisk. De havde fanget dem med håndline fra store flyderinge, der var slanger fra traktordæk. Dér var måske en historie. Efter sovjets sammenbrud var Cuba kastet ud i fattigdom og en voldsom fødevarekrise. Drengene fiskede for at få mad på bordet, og fangede de mere, end familien spiste, kunne fiskene sælges. Det paranoide styre havde forbudt de unge mænd at fiske fra båd, fordi de mistænkte dem for at ville flygte til Miami.

Nu ville Saxgren gerne fotografere fiskeriet, og efter lange diskussioner med kommisærer, lykkedes det Saxgren at få tilladelse til at fotografere fra en lille jolle. Drengene fiskede op til tre sømil fra stranden og tre-fire kilometer langs kysten. Saxgren fik smukke billeder af drengene, der fiskede og bar deres fangst i land. Men den helt store drøm var naturligvis at få et billede af en sejlfisk, der sprang under kampen. Hver eneste dag i 26 dage roede han ud sammen med drengene, men uden held. Det eneste, han havde, var en ubøjelig vilje til at blive ved til det sidste og sørge for at være klar og årvågen. Den sidste aften gik den dygtigste af drengene ned til vandet og hældte lidt rom i havet og bad til havets gud om, at den danske mand måtte få det billede, han så brændende ønskede sig. Og dagen efter skete det. Saxgren lå ganske tæt på den unge fisker, da han fik bid, og uden at tænke og helt sikkert uden at vide hvorfor, vendte Saxgren sig i det helt rigtige øjeblik og fik trykket på udløseren, da en flot sejlfisk sprang. Det tog et par sekunder, og så var det forbi.

Nu var der blot tilbage at ønske, at eksponeringen og kompositionen var rigtig. Men det vidste han på en eller anden måde allerede, at det var. Saxgren sluttede sin fortælling med at sige, at det eneste, han havde, var en vilje til at bruge uforholdsmæssigt meget tid på at tage netop det billede. Og fornemme hvornår momentet opstod, så han var i stand til at udlade at tænke over, hvad han gjorde. Det sidste handlede om erfaring.

Erfaring
Jeg var ikke i tvivl om, at det, Saxgren beskrev, var de komponenter, som måtte være til stede for at tale om intuition. Blikket for en mulighed, viljen til at undersøge den til bunds, og så når det hele kulminerede lade krop og hjerne handle uden at analysere og planlægge. Jeg kendte det fra mit eget fiskeri.

For nogle år siden lavede det amerikanske militær et eksperiment, hvor de ville undersøge, om der fandtes en sjette sans. De præsenterede en gruppe soldater for en række scenarier, hvor de kun havde ganske kort tid til at træffe en beslutning. Uden at folde hele undersøgelsen ud, var konklusionen, at soldater, der havde erfaring, ikke så overraskende, i højere grad traf de rigtige beslutninger.

Som tidligere skrevet, var det vanskeligt at finde undersøgelser, der kunne redegøre for, hvordan intuition fungerer, endsige hvad det overhovedet er. Til sidst fandt jeg frem til Ellen Raunsmed, adjunkt ved UCN Business, der laver Ph.d.-afhandling i intuition ved Aalborg Universitet (AAU). Så vidt hun ved, den eneste af sin slags. Da jeg fortæller, at det handler om intuition og lystfiskeri udbryder hun:

– Selvfølgelig er det interessant for jer lystfiskere, hvordan intuition fungerer. Og en af de bedste kilder til at forstå den er "Den fuldkomne fisker" af Izaak Walton, hvor han skriver om forholdet mellem handling og væren. Når I fisker, så foretager I jer noget helt konkret, samtidig med at I er nødt til at være fuldkommen til stede, når fisken hugger. Altså er I åbne for både helhed og detalje på én gang. Helt overordnet kan der skelnes mellem to forståelser af intuition. Den første, der handler om at fornemme og forudsige fremtiden, en pludselig aha-oplevelse, og den mener jeg hører til i overtroen. Mens den anden handler om erfaring og væren, og i yderste konsekvens en måde at leve sit liv. Næsten alle filosoffer har beskæftiget sig med fænomenet, om ikke andet indirekte. Nobelprisvindere bliver spurgt, hvad de mener intuition er, og det gør de fordi intuition naturligvis anerkendes som en vigtig og central egenskab, når man skal udføre meget vanskelige og komplicerede opgaver, siger Ellen Raunsmed og fortsætter:

– Men problemet er jo, at det er fuldkommen umuligt at dokumentere intuition ud fra objektive kriterier. Og derfor er det også umuligt præcist at svare på, hvad det er, og hvordan intuition fungerer. Til gengæld er der som sagt både skrevet og tænkt enormt meget om fænomenet. Og fælles for det meste handler det om at åbne sig for verden på en måde, hvor man abstraherer fra den "støj", der altid omgiver os. Enten konkret støj, men også den støj, som er i vores hoveder. Man kan næsten sige, at den intuitive tilstand er en slags meditation ved fuld bevidsthed. Et sted, hvor man træffer beslutninger baseret på en indre overbevisning, som ikke er af analytisk natur. Nogle gange kalder jeg det for en "hjerneorgasme". Man arbejder systematisk og grundigt, og pludselig holder man op med at følge en forskrift, men er intenst til stede i et øjeblik, hvor man gør alle de rigtige ting. Jeg kunne forestille mig, at det sker ret ofte, når man fisker meget eller har gjort det længe?

Det måtte jeg jo give hende ret i, og kom til at tænke på, at jeg først blev en virkelig dygtig fluekaster, da jeg ikke længere tænkte over, hvad jeg gjorde. Når jeg helt intuitivt vidste, hvordan jeg skulle gøre. Da Ellen Raunsmed først havde åbnet den dør i mig, opdagede jeg, at næsten alt, hvad jeg har foretaget mig i mit liv, har stræbt efter den følelse af hjemmevanthed, som betød, at jeg kunne gøre tingene uden at tænke over det. Det handlede altså om at lære noget at kende på et dybere plan for at ramme den tilstand, hvor det intuitive for alvor kunne foldes ud. Og især i fiskeriet havde det gjort sig gældende. Intuition var altså ikke bare noget hokus pokus, men en måde at leve sit liv på. Når vi oplever, at en fisketur går op i en højere enhed, så er det den akkumulerede kulmination på de første fejl og de seneste landvindinger. Det er summen af alt, hvad vi har gjort som lystfiskere, som pludselig er i spil, uden at vi er bevidste om det. Det kommer bare.

En større og smukkere verden
Historien fra den sommeraften, jeg åbnede artiklen med, stod nu pludselig i et andet lys. Jeg kunne ikke huske at have set noget særligt, som gjorde, at jeg ville finde fisk netop der; men måske havde jeg fået en hel serie af sanseindtryk, som med den viden, jeg trods alt havde, bød mig at fiske, hvor jeg gjorde?

Den aften var første gang, jeg var i stand til at lytte til noget andet end min hjerne. Siden hen har jeg oplevet det masser af gange, men det var først, da jeg skrev denne artikel, at jeg forstod, hvor dyrebart, det jeg oplevede, rent faktisk var.