Gode resultater af sedimentsundersøgelse
Finkornet materiale - sediment – der driver med strømmen og aflejrer sig mellem gruset i ørredernes gydebanker, er et velkendt problem i mange vandløb. Det gælder også i Havelse Å systemet i Nordsjælland, hvor den lokale vandplejegruppe fra Ølsted og Frederiksværk Sportsfiskerforening i samarbejde med Hillerød og Allerød Kommune har forsøger at få overblik over problemets omfang gennem en undersøgelse, hvor der blev nedgravet trådkurve i ubenyttede gydebanker.
Inde i trådkurvene sad der lodret placerede net med befrugtede ørredæg, og rundt om blev der fyldt op med rent gydegrus. Tirsdag den 18. april blev trådkurvene tager op igen, og man kunne nu se hvor mange æg, der havde overlevet, men også hvor mange æg, der var døde som følge af aflejret sediment.
- Prøve 1 fra Kollerød Bro så godt ud. Der var lidt fint sediment, men allerede inden vi fik klippet de to poser op, kunne vi se, at der var liv. Hvilken positiv overraskelse, ca. 95-100% af æggene var klækkede, og det myldrede med små iltre ørreder. Det samme gjorde sig gældende med de to kurve fra Lynge Bro. Fra Uvelse Bro var der desværre ikke så stor succes. I den ene kurv var alle æggene døde, og i den anden var der ca. 10% overlevelse. Det giver stof til eftertanke. Alt i alt var det dog et resultat, der oversteg vores vildeste forventninger, fortæller Kaj Larsen fra Ølsted og Frederiksværk Sportsfiskerforening.