Biologer søger viden om trollingfangster
Viden om fangsterne af laks i Østersøen er en vigtig faktor, når man skal administrere fiskeriet og sikre, at der også i fremtiden er godt med fisk at fange. Biologerne beder derfor om hjælp fra trollingfiskerne.
DTU-Aqua har derfor iværksat et projekt, der hedder REKREA, hvor man indsamler oplysninger fra lyst- og fritidsfiskere. Oplysninger om erhvervsfiskeriets fangster har man allerede, mens der er stor usikkerhed om, hvor mange fisk der fanges ved det rekreative fiskeri.
Hvis man ikke har en god viden på området, kan man risikere, at restriktioner laves på et usikkert grundlag, som det var tilfældet med restriktionerne i Øresund, hvor det var en tysk undersøgelse, der lå til grund. En undersøgelse af lystfiskerfangsterne i Øresund indgår derfor også i REKREA-projektet.
Hvis man er trollingfisker og tager på Østersøen fra Klintholm Havn på Møn, kan man finde en kasse med indberetningsskemaer, hvor der er rensefaciliteter på havnen. Her er også en postkasse, hvor man kan aflevere skemaerne.
Folkene bag undersøgelsen understreger, at man gerne vil høre om alle ture, også dem hvor man ikke fanger noget, så man får et så korrekt billede som muligt.
Bliv nøglefisker
Man kan også deltage i projektet ved at blive nøglefisker. Nøglefiskerne indrapporterer deres fangster og tager desuden skælprøver, som biologerne bagefter analyserer. Han man lyst til at blive nøglefisker, kan man kontakte Stig Pedersen på 35 88 31 41 eller på mail sp@aqua.dtu.dk
Indsamling af information sker også ved, at folkene bag projektet interviewer trollingfiskerne, når de kommer i havn efter endt fisketur. Det foregår i forskellige havne på både Bornholm og Møn. Læs mere om REKREA-projektet her