Nyt projekt skal få børn og unge i gang med vand- og fiskeplejearbejdet
”Fremtidens Vand- og Fiskeplejere” er blandt de projekter, der har fået økonomisk støtte fra projektpuljen ”Bedre lystfiskeri”. Det skal give børn og unge viden om og lyst til at deltage i vand- og fiskeplejearbejdet, og projektet bliver nu en del af projekt ”Fremtidens Lystfiskere”, som Danmarks Sportsfiskerforbund netop har fået på plads med støtte fra Friluftsrådet.
Rundt i mange af Danmarks Sportsfiskerforbunds medlemsforeninger har arbejdet med naturgenopretning gennem vand- og fiskepleje været en central aktivitet gennem mange år. For at kunne fortsætte det vigtige arbejde fremover, er det vigtigt at få inddraget de næste generationer i arbejdet.
Danmarks Sportsfiskerforbund har derfor beskrevet et projekt med titlen ”Fremtidens Vand- og Fiskeplejere”, som er blevet udvalgt til at modtage 67.500 kroner i støtte fra projektpuljen ”Bedre lystfiskeri” under Lystfisker Danmark.
Her kommer støtten fra
Støtten til projektet kommer fra en projektpulje på 1,3 millioner kroner, som ”National strategi for Lystfiskeri” har bevilliget. Projektpuljen havde overskriften ”Bedre lystfiskeri i Danmark” og var målrettet konkrete projekter, som på kort sigt kan forbedre lystfiskeriet.
Puljen var rettet mod fem indsatsområder: "Fremme havørredfiskeri på kysten", "Potentialet ved de vestjyske fjorde", "Ørred- og stallingfiskeri", "De store søers fiskeri" og "Andre projekter".
Der indkom i alt 17 ansøgninger til puljen, og de 15 opnåede hel eller delvis støtte. Se alle de støttede projekter her.
”National strategi for lystfiskeri” blev etableret i 2018 af Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri og finansieres af midler fra staten. Som en del af strategien er oprettet hjemmesiden ”Fishing in Denmark”, og ”Nationalt Kyst- og Lystfiskercenter” er på vej i Assens.
Læs hele strategien her.
Fem regionale projekter
Projektet kommer til at bestå af fem regionale vandløbsprojekter fordelt over hele landet, hvor junior-lystfiskere fra regionens foreninger skal være projektansvarlige sammen med en regional tovholder.
Gennem hvert projekt skal de unge opnå viden om vandløbsarbejdet og være med til at planlægge og udføre et konkret projekt.
Den økonomiske støtte skal blandt andet bruges til at dække tovholdernes udgifter, mens udgifterne til selve vandløbsprojekterne skal finansieres af kommuner, gruspuljer, foreninger mv.
Bliver en del af ”Fremtidens Lystfiskere”
Projektet bliver en integreret del af det store projekt ”Fremtidens Lystfiskere”, som netop er blevet en realitet, efter det har fået den nødvendige støtte fra Friluftsrådet. Det betyder, at der de næste tre år vil blive gennemført en stor indsats for at skabe interesse for lystfiskeri blandt børn og unge – og herunder altså det vigtige vand- og fiskeplejearbejde.
Marie Brandt er for nylig blevet ansat som leder af projektet, og hun er glad for opbakningen.
– Vi er utrolig taknemmelige for støtten fra projektpuljen 'Bedre lystfiskeri'. Denne bevilling betyder, at vi kan tage et stort skridt fremad i vores ambition om at få flere børn og unge ud i naturen og give dem en reel oplevelse af, hvad det vil sige at arbejde med vand- og fiskepleje, siger Marie Brandt og fortsætter:
– Vi vil tænde en gnist i de unge og give dem lyst til at værne om vores vandmiljøer og tage aktiv del i naturgenopretningen. Vi tror på, at ved at få næste generation med ombord, sikrer vi både fremtidens lystfiskere og de vandmiljøer, der skal skabe grundlag for fiskeriet.