Nej til heltgarn i Flyndersø
I et høringssvar fremfører Danmarks Sportsfiskerforbund, at brug af heltgarn i Flyndersø kan medføre en utilsigtet bifangst af gedde og aborre.
Danmarks Sportsfiskerforbund har i et høringssvar slået fast, at der ikke bør gives tilladelse til brug af heltgarn i den midt-vestjyske sø Flyndersø. Ansøgningen er fra en erhvervsfisker, der ønsker at bruge de finmaskede heltgarn i sit fiskeri efter helt i søen. Den gældende lovgivning betyder, at der i søer kun må fiskes med garn, der har maskevidder større end 122 mm, og heltgarn har en maskevidde på 90 mm.
Utilsigtet bifangst bør undgås
Det er generelt sådan, at finmaskede garn især fanger mindre fisk, og formålet med forbuddet mod brug af garn med mindre maskevidder end 122 mm er blandt andet indført for at begrænse risikoen for, at arter med mindstemål – som for eksempel gedde og aborre – fanges, inden de bliver kønsmodne.
Forbundet anfører desuden i sit høringssvar, at rigtig mange danske søer er præget af ubalance i forholdet mellem rovfisk og fredfisk, og brug af heltgarn og en utilsigtet bifangst af gedde og aborre kan være med til at fastholde søerne i en tilstand med uklart vand, iltsvind og manglende opfyldelse af miljømål.