Odsherred-vandløb ventileret
Den 20. oktober har Odsherred Sportsfiskerforening brug for din hjælp til at udlægge tre nye gydebanker i Gærde Å. Udlægningen sker efter, at foreningen i forvejen har spulet og klargjort en en fin strækning af åen til den kommende gydesæson.
Odsherred Sportsfiskerforening bruger en masse god energi på at gøre vandløbene i området attraktive for ørrederne, og i midten af september afholdt foreningen kursus i ventilering af gydebanker i samarbejde med Odsherred Kommune og Den Sjællandske Grusbande.
Det skete i Gærde Å, der ikke har levet op til sit potentiale på grund af sedimenttransport. Det skulle der gøres noget ved.
Med Sjællands Ørredsammenslutnings spulepumpe og deres formand Kurt Jørgensens kyndige vejledning, blev vandløbsbunden forvandlet. Små partikler som sand og slam blev løsnet og skyllet væk, så kun de gode, grove sten, som ørrederne bruger til at lægge æggene i, lå tilbage. Gydebankerne er dermed brugbare, når ørrederne om kort tid dukker op for at lægge æggene imellem stenene.
Jan Aggerholm fortalte, at strækningen vil blive gjort endnu bedre, idet der skal lægges yderligere frisk gydegrus ud i vandløbet til brug for de gydevandrende havørreder.
Denne restaurering af Gærde Å finder sted lørdag den 20. oktober, hvor også Den Sjællandske Grusbande deltager. Projektet er udarbejdet i et tæt samarbejde med Odsherred Kommune. Der skal i alt laves tre nye gydebanker, som suppleres med skjulesten, for at de små ørreder også har skjul og fødegrundlag, når de klækker til foråret.
Du kan deltage ved at møde op den 20. oktober klokken 9.00 på Josephinevej 28, 4573 Højby.
Praktisk tøj, en madpakke og godt humør kan medbringes med fordel. Drikkevarer og en basse sørger Odsherred Sportsfiskerforening for.
Kombardo, som de siger lidt længere nordpå i Odsherred!