Regeringen fjerner beskyttelsen af 1000 km små vandløb
Regeringen og Dansk Folkeparti reducerer nu antallet af vandløb i vandområdeplanerne med knap 1000 km. Det er en sort dag for de små vandløb, og det vil få konsekvenser for de vilde fiskebestande og det danske lystfiskeri.
Andreas Findling-Rottem
Presse- og kommunikationsansvarlig
Danmark har ca. 75.000 km vandløb. Engang var 25.000 km af disse omfattet af amternes regionplaner, svarende til ca. 33 %. I disse skulle der gøres en målrettet indsats for at forbedre naturen og fiskebestandene. Det blev efter amternes nedlæggelse politisk besluttet, at reducere det til 23.000 km. I 2014 skete en yderligere reduktion til 19.000 km, og nu fjerner regeringen og Dansk Folkeparti med en ny bekendtgørelse yderligere 1.000 km små vandløb fra vandområdeplanerne og dermed beskyttelse, overvågning og indsatser til forbedring af dem.
– Det her kommer til at ramme de små vandløb og vandløbssystemer hårdt – og dermed også de allervigtigste gyde- og opvækstområder for vores vilde bestande af laks og havørred og flere andre arter. Både fiskebestandene og lystfiskeriet vil blive påvirket negativt, siger Lars Brinch Thygesen, natur- og miljøkonsulent i Danmarks Sportsfiskerforbund.
Vandrådene var sat på en umulig opgave
Der blev i 2017 nedsat lokale vandråd landet over, som skulle bidrage med faglig viden om de enkelte vandløb med henblik på at vurdere, hvilke vandløb, der fortsat skulle indgå i vandområdeplanerne og hvilke der skulle udgå.
Men vandrådsrepræsentanterne havde meget vanskelige arbejdsforhold, da opgaven allerede var politisk fastlagt for de 23 vandråd.
– Vi har grundlæggende en meget positiv holdning til inddragelse af vandråd og lokal viden i vandplanlægningen. Og vores frivillige har gjort en fremragende indsats for, at så få vandløb som muligt blev taget ud. Det har hele tiden været en helt afgørende forudsætning, at dialogen skulle foregå på et solidt fagligt grundlag inden for nogle klare rammer, der blandt andet sikrer, at alle har mulighed for indflydelse. Sådan har processen desværre ikke vist sig at være – og de faglige rammer for vandrådsarbejdet blev kort før start skiftet ud med nogle klare politiske rammer, der har gjort vandrådsarbejdet meget udfordrende, siger Lars Brinch Thygesen.
Det var daværende miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen, der fastsatte kriterierne for vandrådsarbejdet, og med dem gjorde det muligt at tage vandløb uden god økologisk tilstand og med en hældning på under 3 promille ud af planerne. Men det var i direkte strid med faglig viden på området og i strid med faglige anbefalinger af, hvilke vandløb der havde økologisk potentiale.
– Ud fra en faglig vurdering er der mange små vandløb med et fald på helt ned til under 1 promille, der har stor naturværdi og potentiale til at opnå god økologisk tilstand og sunde bestande af fisk, siger Lars Brinch Thygesen.
– Vi hører nu også fra nogle af vores vandrådsrepræsentanter, at der flere steder ikke er blevet lyttet til et ellers enigt vandråds anbefalinger. Det er en direkte hån mod de frivillige, der har lagt mange, mange timer i vandrådsarbejdet, siger Lars Brinch Thygesen.
Regeringen vil forbedre lystfiskeriet, men ikke beskytte vandløbene
Det er samtidig ikke mere end et par uger siden, at fiskeriminister, Eva Kjer Hansen, præsenterede en national Strategi for Lystfiskeri, og regeringens planer om forringelser for de danske vandløb står nu i diametral modsætning til ønskerne om et bedre dansk lystfiskeri.
”Strategien skal medvirke til, at forholdene for lystfiskeriet bliver endnu bedre og at vi bliver bedre til at tiltrække lystfiskerturister”, sagde fiskeriminister Eva Kjer Hansen i forbindelse med lanceringen.
– Den ene dag lover man, at arbejde for et bedre dansk lystfiskeri, og den anden dag fjerner man dele af grundlaget ved at fjerne beskyttelsen af 1.000 km små vandløb. Det er absurd og peger i to helt modsatte retninger, siger Lars Brinch Thygesen.
Begrænset vandløbsindsats kan stride med EU-mål
Når et vandløb tages ud af vandområdeplanerne, betyder det, at der hverken vil ske overvågning eller indsatser til forbedringer af den økologiske tilstand. Reelt set mister vandløbene dermed en stor del af sin beskyttelse, bortset fra naturbeskyttelseslovens §3, og det kan medføre store forringelser af de enkelte vandløb og manglende udnyttelse af det potentiale disse vandløb besidder. Forringelser som måske kan være i strid med EU’s Vandrammedirek-tiv.
– EU’s Vandrammedirektiv har til formål at beskytte og forbedre miljøtilstanden for grundvand, overfladevand og kystvande. Med de nu annoncerede forringelser af vores vandløb, mener vi, at Danmark kan være på kollisionskurs med Vandrammedirektiv. Det må derfor nu være op til EU Kommissionen at afgøre om Danmark opfylder Vandrammedirektivet med de antal kilometer vandløb, som er udpeget, siger Lars Brinch Thygesen.