Tæl gydebanker i Næstved Kommune
Næstved Kommune vil gerne vide, hvor meget ørrederne har gydet i kommunens vandløb og efterlyser frivillige til at deltage i arbejdet.
Gennem flere år er der blevet travet langs kommunens vandløb for at registrere gydebanker, så man har fået et godt overblik over årets gydning og den udvikling, der er sket hen over en årrække.
Næstved Kommune vil også gerne have gennemført registreringen i denne vinter, og inviterer derfor alle interesserede til et intromøde, der afholdes torsdag den 6. december kl. 18-20 i Rådmandshaven 20, lokale 2, 4700 Næstved. Der er adgang via personaleindgang 3 til højre for hovedindgangen.
De vandløb det kan komme til at dreje sig om er følgende: Saltø Å, Harrested Å, Kohavegrøften, Fladså, Rønnebæk, Ellebæk, Rødlersbæk, Krobæk, Herredsbæk og Hulebæk.
Ud over at fortælle om den aktuelle undersøgelse i år, har kommunen indbudt biolog Peter Henriksen fra Limno Consult, som vil fortælle om resultaterne af tidligere års fiskeundersøgelser.
Efter intromødet vil der blive mulighed for at tilmelde sig som deltager i undersøgelsen. Afhængig af antallet af nye frivillige vil der blive mulighed for at lære at vurdere og opmåle havørreders gydegravninger i et aktuelt vandløb før jul.
Deltagerne i den kommende undersøgelse vil få udleveret bemyndigelser, der giver adgang til en lang række vandløb i Næstved Kommune. Herudover vil der også blive udleveret skrive- og kortmateriale til gennemgangen af vandløbet.
Af hensyn til bestilling af aftensmad vil arrangørerne gerne bede interesserede om senest d. 4. december at tilmelde sig til enten Jacob Hald eller Palle Myssen på hhv. jltha@naestved.dk / pamys@naestved.dk eller på tlf. 5588 6471 / 5588 6171.