Sejr: Lystfiskeri bliver ikke forbudt i strengt beskyttede naturområder
Lystfiskeri og jagt bliver ikke forbudt i strengt beskyttede naturområder. I stedet skal det vurderes fra område til område, hvorvidt lystfiskeri kan være tilladt.
Både lystfiskere og jægere har siden efteråret 2020 bidt negle over udsigten til et forbud mod lystfiskeri og jagt i såkaldt strengt beskyttede naturområder. Men uanset om du går i waders eller camo-tøj, kan du nu ånde lettet op.
EU-Kommissionen har nemlig endelig vedtaget den vejledning til EU’s Biodiversitetsstrategi, der blandt andet kommer med anbefalinger til forvaltningen af den særligt beskyttede natur, og det står klart, at et generelt forbud mod jagt og lystfiskeri er blevet sløjfet.
Det vil nu være op til hvert enkelt land at vurdere fra område til område, hvorvidt lystfiskeri og jagt er foreneligt med at passe på den beskyttede natur.
- Vi er utroligt glade for, at lystfiskeri per definition ikke bliver forbudt i strengt beskyttede områder. Lystfiskeri er i langt de fleste tilfælde foreneligt med at passe godt på naturen, siger Torben Kaas, der er formand for Danmarks Sportsfiskerforbund.
- Det er fornuftigt, at man nu lægger op til konkrete vurderinger af muligheden for at udøve lystfiskeri i de enkelte områder. Vi vil fortsat kæmpe fra område til område ud fra en faglig vurdering af muligheden for at dyrke et bæredygtigt og skånsomt lystfiskeri, og vi forventer absolut, at der bliver gode muligheder for at fiske i de strengt beskyttede naturområder, men viser det sig, at vi på konkrete lokaliteter forstyrrer for meget, så skal vi holde os tilbage, siger han.
Danmarks Sportsfiskerforbund har lige siden, at forslaget om et generelt forbud kom på banen i efteråret 2020, kæmpet for at få det ændret.
- Både nationalt og på EU-plan har vi arbejdet benhårdt for at sikre, at vi fortsat kan få lov til at fiske i særligt beskyttede naturområder, så længe det ikke forstyrrer naturen væsentligt. Det har vi blandt andet gjort i samarbejde med Danmarks Jægerforbund samt vores paraplyorganisation European Anglers Alliance (EAA). Vi er derfor utroligt glade og stolte over, at det er lykkedes at sikre vores fælles interesser. Forslaget var en alvorlig trussel mod udøvelsen af vores hobby, så nu kan vi endelig ånde lettet op, slutter Torben Kaas.