DSF: 3-årig handlingsplan for fiskeplejen skal booste lystfiskeriet
Tirsdag d. 28. juni præsenterede Danmarks Sportsfiskerforbund sine visioner for den kommende 3-årige handlingsplan for fiskeplejen. Det skete foran § 7-udvalget, der rådgiver om spørgsmål i relation til lyst- og fritidsfiskeri, ferskvandsfiskeri og fiskepleje. Læs mere om visionerne her.
Den 3-årige handlingsplan for fiskeplejen (2023-2025) sætter rammerne og retningen for, hvilke indsatser der skal prioriteres i regi af fiskeplejen – og dermed de ca. 40 millioner kroner, som lyst- og fritidsfiskertegnet årligt genererer.
Formand for Danmarks Sportsfiskerforbund, Torben Kaas, præsenterede tirsdag d. 28. juni sine visioner for handlingsplanen på et møde med det rådgivende § 7-udvalg.
- Helt overordnet er vores ønske, at fiskeplejen og de fisketegnsmidler, der bliver brugt, afspejler de danske lystfiskeres interesser. Det er bare ikke helt tilfældet i dag, hvor en meget stor del af fisketegnsmidlerne går til ophjælpning af havørred- og laksebestande, men hvor dette fiskeri kun udgør omkring 30% af danskernes fiskeri, siger Torben Kaas.
- Det er trods alt lystfiskernes penge, vi administrerer i udvalget, og derfor er det vigtigt, at vi arbejder for bredden. Der vil selvfølgelig være fiskearter og fiskeformer, der vil blive tilgodeset mere end andre, da vi er klar over, at indsatserne skal matche de steder, hvor der er et behov. Men som fisketegnsmidlerne bliver prioriteret i dag, mener vi, at der er behov for justeringer, til glæde for flere, siger Torben Kaas.
Konkrete projekter samt mere viden skal sikre større bestande
Mange lystfiskere på tværs af fiskeformer melder i disse år om færre fangster og mangel på fisk. Det gælder blandt andet for ørred, stalling, laks, men også torsk, sandart og gedde.
- Der er et klart behov for en målrettet indsats i form af mere konkret naturgenopretning såsom udlægning af grus, etablering af stenrev og udplantning af ålegræs i regi af fiskeplejen. Men projekterne skal også laves, så de virker, siger Torben Kaas.
- Derfor er det fortsat vigtigt, at vi løbende undersøger effekten af tiltagene, så vi sikrer en effektiv indsats. Parallelt med det, er vidensdeling altafgørende, så både myndigheder og frivillige på tværs af landet er up to date med, hvad der fungerer, siger Torben Kaas.
Samtidigt opfordrede Torben Kaas også til, at fiskeplejen i den kommende tre-årige periode blandt andet retter fokus mod brakvandsrovfiskene og deres tilstand, muligheden for at bruge havvindmølle-udvidelserne som løftestang til flere habitater for torsk og andre marine arter samt mere viden om lystfiskeriets samfundsøkonomiske betydning – både lokalt og på landsplan.
§ 7-udvalget
Udvalget rådgiver om spørgsmål i relation til lyst- og fritidsfiskeri (rekreativt fiskeri), ferskvandsfiskeri og fiskepleje.
Udvalget er nedsat efter § 7 i fiskeriloven.
I udvalget er der repræsentanter fra:
- Danmarks Fiskeriforening
- Dansk Kystfiskerforening
- Danmarks Sportsfiskerforbund
- Ferskvandsfiskeriforeningen for Danmark
- Dansk Amatørfiskerforening
- Dansk Fritidsfiskerforbund
- Kommunernes Landsforening
- Landbrug & Fødevarer
- Danmarks Naturfredningsforening
- Dansk Akvakultur
- Dansk Lystfiskeri
DTU Aqua er rådgiver for udvalget.
Presfaktorer skal håndteres
En anden central problematik, i forhold til at få skabt store fiskebestande, er det store pres fra prædatorer.
- Skarv og sæl er med til at skabe en ubalance i naturen. Både i vandløb, søer og på kysterne. Flere steder kan vi se, hvordan et enormt og årelangt arbejde for at forbedre forholdene for en række fiskebestande, også sjældne og pressede arter, bliver helt udhulet på grund af prædation. Det bør også været et centralt punkt på § 7-udvalgets dagsorden over de næste tre år, siger Torben Kaas.
- Og jeg vil understrege, at det ikke kun gælder i vandløbene, men i høj grad også i søer og på kysterne. Så det bør være relevant for en bred gruppe af udvalgets medlemmer, siger Torben Kaas.
Fisketegnet bør prisreguleres
Det danske fisketegn har i 10 år ikke været reguleret i pris – og koster i dag 185 kr./år for en lystfisker og 300 kr./år for en fritidsfisker. Samtidigt er unge under 18 år og folkepensionister fritaget fra at indløse fisketegn. Det mener Danmarks Sportsfiskerforbund er på tide at regulere.
- Der er som nævnt et enormt behov for at gøre en indsats for vores fiskebestande, som jo i sidste ende vil komme alle danske lystfiskere til gavn. Derfor foreslår vi, at man nu, efter 10 år uden prisændringer, ser på en prisregulering. Samtidig mener vi, at pensionister også bør betale fisketegn. Præcis hvor meget fisketegnet bør stige, er der behov for at diskutere i § 7-udvalget, slutter Torben Kaas.
Den 3-årige handlingsplan for fiskeplejen (2023-2025) vil efter input fra de deltagende organisationer blive endelig vedtaget i løbet af efteråret 2022, træde i kraft 1. januar 2023 og senere blive udmøntet i mere konkrete planer for hvert enkelt år 2023-2025.