Plop! ”Med den første sten i vandet tager vi handling for fremtiden”
De første sten til et af Kysthjælpers fire nye stenrev er lagt i Limfjorden ved Lindholm Strandpark af Aalborg Kommunes borgmester. Begivenheden blev overværet af børn og voksne, der var kommet for at blive klogere på livet i fjorden og arbejdet med udlægning af stenrev.
Søndag den 10. september skete det endelig. De allerførste sten blev lagt ud i Limfjorden som begyndelsen på ét af de fire stenrev, Kysthjælper skal anlægge i Limfjorden i samarbejde med Aalborg Kommune og Limfjordsrådet.
Det nye stenrev vil blive anlagt ud for Lindholm Strandpark i Aalborg, og her havde Kysthjælper Aalborg og flere lokale naturforeninger arrangeret en stor temadag om stenrev og livet i Limfjorden for at markere indvielsen af det nye rev.
Vil genskabe opfiskede stenrev
Et stenrev er hotspot for biodiversitet og et paradis for havets fisk og smådyr, som lever og finder føde omkring revet. Men desværre er der mangel på stenrev i Danmarks kystnære havområder, fortæller Erik Haar Nielsen, havbiolog og projektleder i Kysthjælper.
– Gennem mere end hundrede år har vi mennesker opfisket større sten for at bruge dem til at bygge kirker, havnemoler og kystsikringer. Forskere har skønnet, at stenfiskerne har fjernet størstedelen af de større stenrev i de kystnære havområder. I dag er stenfiskeri forbudt, men der ligger en stor opgave i at genskabe de tabte stenrev på vores kyster.
Et fælles projekt
Det kræver tonsvis af sten at anlægge nye stenrev. Derfor har lokale borgere i Aalborg Kommune kunnet bidrage med donationer af natursten fra haven, som er indsamlet på kommunens genbrugspladser. Det har foreløbigt resulteret i hele 40 tons natursten til projektet. I alt er der nu indsamlet 400 tons sten til de nye rev, da flere virksomheder også har doneret sten til det gode formål.
Den fælles indsats blev understreget af Aalborg Kommunes borgmester, Lasse Frimand Jensen, da han holdt en tale foran alle de børn og voksne, der var mødt op for at overvære indvielsen af det nye stenrev.
– Lad os bruge dette projekt som en påmindelse om, at vi alle har en rolle at spille i at passe på livet i fjorden og dens ressourcer. Lad os fortsat tænke over vores påvirkning af naturen og sammen finde nye måder, vi hver især kan gøre tingene lidt bedre på.
– Med den første sten i vandet sender vi et budskab om, at vi tager handling for fremtiden, sagde borgmesteren, inden han blev sejlet ud for at lægge de allerførste sten i vandet kun ca. 30 meter fra bredden ved strandparken.
Allerede få timer efter at stenene er lagt ud, vil de første fisk flytte ind på revet.
Stor interesse for naturforbedring i havet
Efter indvielsen af det nye stenrev kunne deltagerne få en smagsprøve på muslinger med Aalborg Fjordhaver og kigge på krabber, tangnål og hundestejler i rørebassinerne med Dansk Amatørfiskerforening og de unge havguider fra Danmarks Naturfredningsforening.
Man kunne også få en snak om naturforbedring i havet med Limfjordsrådet og Kysthjælper, og det var der mange, der benyttede sig af.
– Vi havde endda besøg af en sydkoreansk journalist, der var kommet for at dække arrangementet for et sydkoreansk medie. Hun var meget optaget af, at kommunen og de frivillige går forrest i indsatsen for naturforbedringer i havet, selvom det egentlig er statens ansvarsområde, fortæller Erik Haar Nielsen.
Størstedelen af deltagerne var ikke desto mindre lokale fra Aalborg-egnen.
– Det er så fedt at mærke opbakningen fra lokalsamfundet. Ikke nok med at de lokale har indleveret sten til projektet på genbrugspladsen, de møder også op en søndag og viser deres interesse for, hvad vi laver på bunden af Limfjorden. Jeg håber, at arrangementet har givet flere lyst til at blive kysthjælpere ligesom os, siger Andreas Haugstrup, frivillig i Kysthjælper Aalborg og tovholder for temadagen.
Nu har jeg meldt mig som kysthjælper, og det er planen, at jeg skal være med til at lave monitering af de områder, hvor der bliver anlagt stenrev i Limfjorden, så vi kan følge med i, hvordan biodiversiteten udvikler sig.
Drømmer om at få torsken og fladfisken tilbage
25-årige biologistuderende Jens Emil Bigum Munck er en af dem, der lod sig inspirere af temadagen, og som gerne vil være kysthjælper.
– Vi har et hav, der lider og er i en pinligt ringe tilstand, siger Jens Emil.
Han er opvokset i Skagen og har været tæt på havet, siden han var lille. Både som lystfisker og dykker og som ekspedient i en fiskehandel i Skagen.
I dag bor Jens Emil på kollegium i Aalborg med panorama-udsigt over Limfjorden og egen badebro til kollegiets beboere.
– Når jeg bader i fjorden, kan jeg ikke undgå at bemærke den bløde mudderbund, som er tegn på, at fjorden har det skidt, siger han.
Jens Emil drømmer om at få torsken og fladfisken tilbage til Limfjorden, og derfor har han længe ledt efter frivilligt arbejde med temaet naturgenopretning.
– Nu har jeg meldt mig som kysthjælper, og det er planen, at jeg skal være med til at lave monitering af de områder, hvor der bliver anlagt stenrev i Limfjorden, så vi kan følge med i, hvordan biodiversiteten udvikler sig.
Forventningen er, at biodiversiteten omkring det nye stenrev ved Lindholm Strandpark vil stige ganske hurtigt. Det viser erfaringen fra tidligere stenrevsprojekter. Erik Haar Nielsen forklarer:
– Heldigvis har det vist sig, at et nyetableret stenrev meget hurtigt forbedrer biodiversiteten i havet. Allerede få timer efter at stenene er lagt ud, vil de første fisk flytte ind på revet, og inden for 1-2 år vil det nye stenrev være begroet med flerårige tangplanter og muslinger, som skaber skjul og fødegrundlag for en række arter i havet. Efter 10 år vil et anlagt stenrev ligne et naturligt stenrev.
Kysthjælper – vi giver havet en hånd
Projekt Kysthjælper arbejder for at forbedre havnaturen og genskabe levestederne for fisk og bunddyr i de kystnære havområder.
Arbejdet bliver udført i samarbejde med frivillige og består i udplantning af ålegræs og etablering af mindre stenrev og muslingerev i fire kystnære havområder.
Kysthjælper ledes af Danmarks Sportsfiskerforbund og er finansieret af VELUX FONDEN. En række forskningsinstitutioner, kommuner og NGO’er er partnere i projektet og bidrager med både viden og stærke hænder for at hjælpe havmiljøet.
Læs mere om Kysthjælper her