Nyt åløb ved Roskilde giver fiskene bedre adgang til Langvad Å
Mandag den 27. november 2023 blev vandet fra Langvad Å sendt igennem et nyt 3,3 km langt åløb, der skal sikre en bedre faunapassage for de fisk, der søger til og fra Langvad Å-systemet. Derved undgår de spærringen og fisketrappen ved Kattingeværket.
Miljøminister Magnus Heunicke og Roskilde Kommunes borgmester Tomas Breddam var blandt deltagerne mandag den 27. november, da der blev lukket op for vandet til det nye åløb, der forbinder Kattinge Sø med Roskilde Fjord.
Den nye åløb er cirka 3,3 km langt og løber fra den sydøstlige ende af Store Kattinge Sø til Roskilde Fjord lige øst for Sct. Hans Hospital. Bredden bliver 6-8 meter, og det kan håndtere en gennemstrømning på 2.000 l/sek.
I dag har Langvad Å sit udløb ved Kattingeværket, hvor åen er opstemmet to meter, og fiskene har skullet passere en fisketrappe for at komme fra fjorden op i Store Kattinge Sø. Det er hensigten med det nye åforløb at sikre en bedre faunapassage for både de optrækkende gydefisk og den udtrækkende smolt.
Langvad Å-systemet omfatter cirka 80 km vandløb og afvander et samlet område på 190 km2.
Seks år undervejs
For mere end seks år siden tog lokale lystfiskere initiativ til at få fundet en løsning på passageproblemet ved Kattingeværket. Det var folk fra Roskilde og Omegns Lystfiskerklub (ROLK) og Foreningen til ophjælpning af fiskeriet i Roskilde Fjord, der i fællesskab har drevet klækkeri og stået for fiskeplejen i området.
Det lykkedes at få Roskilde Kommune med på tanken, og der blev set på forskellige løsningsmodeller, men det var ikke uden besværligheder, fortæller ROLKs tidligere formand Uffe Clemmensen, der har været med gennem hele forløbet.
– Forskellige forhold har forsinket processen, herunder forhandlinger med de berørte bredejere, og desuden har det været afgørende, at kommunen kunne få støtte til projektet gennem midler fra EU og Fiskeristyrelsen, fortæller Uffe Clemmensen og fortsætter:
– Vi ser nu frem til, at det nye åløb vil give fiskene i Langvad Å-systemet langt bedre vilkår, end de har i dag, og vi glæder os da også til, at vi får nye fiskemuligheder i selve åen. Det er jo ikke noget, vi har så meget af på disse kanter.
Smoltrev på vej
Uffe Clemmensen fortæller også, at en netop vedtaget 5-årsplan for Nationalpark Skjoldungernes Land indeholder planer om at etablering af et smoltrev, hvor den nye å får sit udløb i Roskilde Fjord.
De nye forhold betyder også ændringer for fiskeplejen.
– Vi beholder vores klækkehus, men fremover skal vi jo til at elfiske i selve åen. Hidtil har vi fanget moderfiskene i en fælde i fisketrappen ved Kattingeværket, men selv om der forsat løber lidt vand gennem trappen, forventer vi da, at fiskene vil benytte det nye vandløb fremover, slutter Uffe Clemmensen.