Nu kan du booke en smoltvagt, eller to eller tre…
Om et par uger går det løs, når der skal sættes havørredsmolt ud i mundingerne af en lang række vandløb. Vil du være med til at passe på de sårbare smolt, kan du fra i dag booke en vagt via Smoltvagt-appen. Der er i alt 409 ledige vagter fordelt på 30 udsætningspositioner på Fyn og Sjælland.
Søren Knabe
Koordinator, projekt Smoltvagt (efter kl. 15 på hverdage, hele dagen i weekender)
HVAD ER EN SMOLTVAGT?
- Din vagt er typisk 3 timer ved åen
- Du patruljerer nær åens udmunding
- Råb og fægt med armene, hvis du ser fiskeædende fugle nærme sig
- Del og indberet, hvad du oplever på vagten
Projekt Smoltvagt er et samarbejde mellem Danmarks Sportsfiskerforbund, Dansk Lystfiskeri, Lystfisker Danmark, Dansk Laksefond, Fyns Laksefisk, Fishing Zealand og Havørred Fyn.
Er du en ivrig kystfisker, så har du nu muligheden for at øge din chance for fangst i de kommende år. Fra i dag kan du nemlig booke en eller flere af de i alt 409 vagter, der skal sikre, at flest mulige havørredsmolt overlever de første kritiske dage efter udsætningen og i løbet af de næste par år vokser sig store og forhåbentlig ender for enden af linen hos en lystfisker.
Opgaven er simpel: Find en å og en tid, der passer dig. Book vagten via Smoltvagt-appen. Tag thermokanden under armen, og patruljer den lokale å-munding i 3 timer og bortskræm skarver, fiskehejrer og måger. Ud over at gøre en god gerning deltager du samtidig i lodtrækningen om 30 lækre pakker med kystgrej fra ABU Sölv, Westin og Rapala VMC.
Du downloader appen via Google Play eller App Store – og følger derefter instruktionerne i appen.
Der er i alt 30 udsætningspositioner fordelt på Fyn og Sjælland, så der skulle være rig mulighed for at finde en vagt i ens lokalområde – hvis man altså er sjællænder eller fynbo. Der ikke er jyske lokaliteter med i år, fordi der ikke udsættes smolt der i 2024.
DTU Aqua oplyser, at der i 2024 samlet set sættes ca. 740.000 havørredsmolt ud, hvoraf 375.000 er finansieret af Fiskeplejen. Med projekt Smoltvagt bliver der i år passet på 385.700 af dem – altså godt 50%.