Vellykket Ørredskole på Vindebyøre
Danmarks Sportsfiskerforbund afholdt 21.-23. april, atter ørredskole for medlemmer mellem 15-20 år. De fire forbundsinstruktører Martin Kristensen, Thomas Kjelgaard, Simon Lundorff og Dennis Lühtje drog fredag morgen mod Sydfyn for at stå i spidsen for endnu en udgave af DSF's ørredskole.
Drengene ankom drypvist hele fredagen, og fiskeriet blev påbegyndt løbende derefter. Hurtigt begyndte de første fangster at dukke op på ørredskolens egen facebookgruppe "Ørredskolen". Unge Daniel Thøgersen fra Roskilde fik sit livs første havørred på flotte 55 cm allerede efter få timers fiskeri. Desværre var fisken ikke blank, hvorfor den hurtigt blev genudsat.
Fiskeriet var generelt rigtigt godt fredag, og Lucas Helgesen fra Haderslev brillerede ligeledes med to fluefangede havørreder, efter kyndig vejledning fra instruktør Thomas Kjelgaard.
Kursets ubetingede succeshistorie, kom dog fra Herning. Krøltoppen Mikkel Munk havde vundet en tur på ørredskolen efter deltagelse på Juniorlederkurset i efteråret. Mikkel havde derfor haft seks måneder til at drømme om sin første havørred nogensinde. Og minsandten om det ikke lykkedes Mikkel! Lørdag formiddag lykkedes det at overliste en fin blank havørred på henved halvmeteren. Fisken var ikke alene Mikkels første havørred, men i ligeså høj grad en fantastisk indledning på fiskeåret, det også indeholder en tur til Island til sommer. Selvom vinden var hård, var resultatet af weekendens anstrengelser 16 havørreder, en stor del imellem 50-60 cm. Udover fiskeriet blev der fundet tid til forskellige konkurrencer i løbet af weekenden - alle med det formål at ryste deltagerne tættere sammen, samt at give dem en oplevelse for livet.
Årets præmie for største fisk var en Geoff Andersson Leaf T-Shirt, med alle deltageres underskrift på. Et håndgribeligt minde om en helt igennem fantastisk weekend.
Husk, at Danmarks Sportsfiskerforbund og Instruktørerne i starten af juni inviterer på Flueskole, hvor du kan prøve kræfter med hidsige ørreder i det svenske strømvand Helge Å. Læs mere her.
Fra den 25. til den 29. juni afholdes den helt nye sommerfiskeskole for 11-14-årige på Aalestrup Naturefterskole. Læs mere her.