Spændende debatter til Brahetrolleborg Game Fair
Brahetrolleborg Game Fair bliver den 2.-4. august Danmarks hidtil største festival for jagt, fiskeri og outdoor. Det bliver et slaraffenland af oplevelser, for både store og små.
Specielt passionerede fiskere kan glæde sig til fiskedemoer fra både land, båd og kajak. På programmet er Victor B. Smidt, der vil introducere til medefiskeri, foder, partikler og agn. Dennis BomBom Skou demonstrerer kajakfiskeri og Claus Eklundh giver tips og tricks til spinnefiskeri efter havørred og hornfisk.
Få styr på det magiske fluekast, og hør lidt om de forskellige sammensætninger af fluegrej, og de muligheder, de giver, når Lars Chr. Bentsen holder foredrag og demo om fluefiskeri.
Gordon P. Henriksen har slæbt en hulens masse af hans favorit fiskegrej til en demonstration om søens rovfisk og udstyret der skal til for af fange dem.
Spændende debatter
Udover et hav af fiskedemoer, vil Gordon P. Henriksen lede to højaktuelle debatter. En om "Fremtidens fiskeri efter blåfinnet tun i Danmark" og en om "Regulering af skarv og sæl". Paneldeltagerne er Sebastian Klein, Kaare Manniche Ebert fra DSF, Kim Aarestrup fra DTU Aqua, Bjørn Wirlander fra fiskeristyrelsen og formand for Danmarks Jægerforbund, Claus Lind Christensen, Pernille Kofod Lydolph fra destination Bornholm og Uffe B. N. Nielsen, Per Sjøstrøm samt Henrik Skaarup Lund fra Danmarks Fiskeriforegning.
Der er kridtet of til et par heftige og vigtige debatter.
Også jagt på programmet
Foruden en masse fiskeri, vil der også være en skov af aktiviteter på jagtfronten, herunder skydeopvisninger fra to verdensmestre indenfor Engelsk Sporting og Trickskydning, BTGF Cup 2019, internationale hundekonkurrencer, jagt- og fiskeaktiviteter for børn og hele familien. ATV-kørsel, 4x4 terrænbane, klatring, rovfugleshow, vildtmad over bål og meget meget mere.
Man kan se hele programmet på www.btgf.dk samt købe billet enten online eller i indgangen.