Ny projektleder skal udvikle digital platform for lystfiskeri
Formand for Aarhus Lystfiskerforening og udvikler af fiskeappen havørred.com, Troels Holstein Kaa, er blevet ansat af Center for Kyst- og Lystfiskerturisme ved Assens Kommune som projektleder for at udvikle en national digital platform for lystfiskeri.
Om den nationale strategi for lystfiskeri
I Finanslovsaftalen fra december 2017 fik Assens Kommune tildelt 32 mio. kr. til etablering af et nationalt center for kyst- og lystfiskerturisme. Det har ansvaret for at etablere en national digital platform for lystfiskeri, at gennemføre oplysning og markedsføring omkring lystfiskeri for at fremme udbredelsen af lystfiskeri og lystfiskerturisme i Danmark, at understøtte frivillig vand- og fiskepleje og at etablere et formidlings- og oplevelsescenter med et tema omkring lystfiskeri og vandmiljøer. Assens Kommunes arbejde med at gennemføre den nationale strategi for lystfiskeri ledes af projektchef Arne Kvist Rønnest.
Mere om den nationale strategi for lystfiskeri her.
Den nye projektleder for at udvikle en national og digital platform for lystfiskeri i Center for Kyst- og Lystfiskerturisme ved Assens Kommune er nu fundet. Det er Troels Holstein Kaa, som er formand for Aarhus Lystfiskerforening og er uddannet inden for webudvikling og multimedia design. Og så har han for alvor gjort sig bemærket med app’en havørred.com, som mere end 40.000 danske lystfiskere anvender. Han er desuden selv en ivrig lystfisker med flere end 1.000 fisketure i Danmark i bagagen. Om opgaven med at inspirere andre til at komme ud til de danske fiskevande, siger han:
– Jeg glæder mig til at udvikle en digital platform, som bliver et samlepunkt for lystfiskeri i Danmark. Her skal vi vise den variation, som Danmark tilbyder i forhold til fiskemetoder og arter, man kan fiske efter. Desuden er mit fokus på at sikre lystfiskere og lystfiskerturister en nem adgang til den information, de søger.
Han er fuldt bevidst om, at lystfiskersektoren i Danmark er mangfoldig og består af frivillige foreninger, Danmarks Sportsfiskerforbund, en række sammenslutninger, fiskedestinationer og ildsjæle, der arbejder med vand- og fiskepleje.
– Der findes allerede meget information om lystfiskeri i Danmark. Vores opgave er at lave en national overbygning, som aktørerne i lystfisker-Danmark alle får gavn af. Og i sidste ende handler det om at sikre, at Danmark fortsat er en lystfiskende nation, slutter han.
For yderligere oplysninger kontakt Troels Holstein Kaa, nyansat projektleder for national digital platform for lystfiskeri, tlf. 30 28 33 31
Arne Kvist Rønnest, projektchef, Assens Kommune, tlf. 29 61 96 16